Chipmærkning, tatovering og registrering
Hunde
Det er et lovmæssigt krav, at din hund skal være mikrochipmærket eller mærket med tatovering samt registreret i Dansk Hunderegister, senest når den fylder otte uger. Dette ordnes ved dyrlægen.
Hvis du vil have din hund med ud at rejse, er tatovering ikke nok – så skal den være mærket med mikrochip. Vi anbefaler derfor, at hunde altid mærkes med mikrochip. Chipmærkningen og registreringen ordnes som regel, når hunden kommer ind til sin første vaccination ved otte-ugers-alderen.
Katte
Det er ikke et krav, at ejerkatte registreres eller mærkes med hverken øretatovering eller mikrochip. Kun hvis katten skal med ud at rejse, er det et krav at mærke den med mikrochip. Vi anbefaler dog, at katte altid øremærkes og registreres, så man nemt kan se, om en vildfaren kat har en ejer – og efterfølgende sende den trygt hjem igen.
Katte kan chipmærkes allerede fra deres første levedag, imens man typisk venter omkring 14-16 uger, før man øretatoverer. Almindeligvis bliver katte derfor øretatoveret i forbindelse med neutralisering.