Læs alle de gamle blogindlæg her

Onsdag d. 040913
Vaccination diskussion igen igen

Så kom den igen!

Cirka hvert andet år er den op at vende.

Hvor tit skal min kat eller hund genvaccineres??

Producenterne siger hvert år.

Nogle dyrlæger siger, der er bevis for at hver 3. år er tilstrækkelig…

Begge har ret.

Dyrlægerne bruger nemlig kombinations vacciner, der øger dyrets naturlige modstandskraft imod flere smitsomme sygdomme samtidigt. Disse forskellige sygdomme kan derefter bekæmpes af dyrets eget immunforsvar.

Hvis der kun vaccineres med henblik på beskyttelse mod Hundesyge eller kattesyge gælder vaccinens beskyttelse formentlig i mere end 2 år….

MEN det er godt nok mange år siden, jeg sidst har haft en hund med hundesyge (faktisk i 1992).

Hvis vaccinen derimod skal beskytte dyret mod parvovirus diarre eller kennelhoste eller katteinfluenza eller klamydia kan man ikke regne med at vaccinen gælder i mere end 1 år.

Der er udbrud/epidermier af kennelhoste og katteinfluenza hvert eneste år. Vaccinen giver ikke fuld beskyttelse men mildner sygdomsforløbet væsentligt både i tid og sværhedsgrad.

DET ved jeg og alle andre praktiserende dyrlæger og pensioner.

Parvovirusdiarre opstår med jævne mellemrum. Her gælder det at vaccination inden for et år oftest beskytter dyret mod at få parvo, eller i det mindste formildner forløbet af denne frygtelige sygdom med blodigt diarre. Parvovirus diarre kan især være dødsensfarlig for hvalpe under 6 måneder og ældre/svagelige hunde.

VI har et par stykker indlagt hvert år. DET lugter forfædeligt og hundene lider af deres blodtab og manglende evne til at optage føde eller væske fra tarmene.

SÅ ALTSÅ:

HVIS MAN KUN VIL BESKYTTE DYRET MOD HUNDESYGE ELLER KATTESYGE, SÅ ER BASIS VACCINATION + 2-3 GANGE I HUNDENS LIV NOK . KATTEN BEHØVER KUN ÉN VACCINE EFTER 12 UGERSALDEREN OG ER SÅ BESKYTTET RESTEN AF LIVET.

HVIS MAN VIL BESKYTTE DYRET MOD KENNELHOSTE, PARVOVIRUS DIARRE, KATTEINFLUENZA OG/ELLER KLAMYDIA SKAL DEN DERIMOD VACCINERES HVERT ÅR.

DISKUSSION SLUT!

Men den kommer nok igen om et par år igen, igen…!

Jeg har været dyrlæge siden 78, så jeg kender sangen.

JEG VIL HELLERE TJENE MINE PENGE PÅ AT FOREBYGGE END AT HELBREDE…det lugter også bedre….

Hilsen Dyrlægen

 

Tirsdag d. 300713
Chat om Teitur

Den lille meget nervøse cocker spaniel, Teitur, begyndte at komme i klinikken 2009 (i øvrigt oftest om aftenen/natten…)

I 2010 begyndte han at få mærkelige anfald af ben spjæt + vandladning + enkelte gange også opkast.

Ejeren var noget oprømt og Teitur var heller ikke nem at undersøge. Men en klinisk undersøgelse afslørede ikke tegn på sygdomme, der kunne medføre sådanne anfald.

Jeg skønnede, at der var tale om epilepsi. Jeg forklarede ejeren, at man normalt kun satte hunden i behandling, hvis anfaldene var meget slemme eller, hvis der var mere end ét anfald hver anden måned.

Pga. flere anfald blev behandling mod epilepsi startet en måned senere dvs. i november 2011. Teitur fik tabl. Lamotrigen i stedet for det gænse brugt phenemal. Det gjorde jeg ud fra mine erfaringer med andre epilepsihunde.

Lamotrigen er et humant præparat, som har færre alvorlige bivirkninger end phenemal. Phenemal påvirker over længere tids indgift især leverfunktionen.

Lamotrigen har ud over antiepilepsi virkningen også en stabiliserende virkning på psyken og har som nævnt ikke mange organbivirkninger. Det trængte Teitur vist til.

Det gik fremover godt; der var ikke flere anfald.

Jeg blev kontaktet igen 4 måneder senere, da Teitur fik et maveproblem. Efter 5 dage var der opkastning og høj feber. Jeg tænkte selvfølgelig på om der var et fremmedlegeme i mavetarmkanalen, selv om Teitur ikke havde ondt i maven, når man trykkede der. Vi tog røntgen billeder men kunne konstatere, at der ikke var noget mistænkeligt i bughulen.

Teitur blev behandlet mod tarminfektion med god effekt.

Sidste gang jeg så Teitur var i april 2011 pga. øregangsbetændelse.

Men nu kan jeg læse på nettet på en chat side, at Teiturs bugspytkirtel er ”fucked up”, og det er min skyld, at han nu er død. Hmmm. Hvordan kan det nu hænge sammen? Lamotrigen påvirker overhovedet ikke bugspytkirtlen. Men det er der åbenbart en anden dyrlæge, der har fortalt ejeren at den gør.

Jeg har i 1999 skrevet en bog om farmakologi og er ikke stødt på, at Lamotrigin har sådanne bivirkninger. Det præparat dyrlægerne vanemæssigt bruger mod epilepsi er phenemal. Phenemal har rigtig mange organbivirkninger, hvis det bruges over længere tid. Mon ikke den anden dyrlæge forveksler de to præparater ?

Jeg er ked af at Teitur skulle få et bugspytkirtel problem, men jeg vil ikke pålægges skylden og slet ikke på en chat side uden nogensinde at blive spurgt forinden. Det er faktisk lidt usselt og tarveligt.
I Danmark har vi som bekendt ytringsfrihed – derfor har vi også et stort ansvar for at tale sandt, især i forum som læses af mange.
Teiturs ejer burde måske tænke sig lidt om, inden hun hænger andre ud som hun gør.
Det er meget ubehageligt og ikke retfærdigt.

hilsen Dyrlægen

 

lørdag d 050413

Michellin baby + Blodbad

Efter to dages tvivl om vi skulle gribe ind gjorde vi det.
Malou, en chihuahua blanding, havde gået 66 dage i drægtigheden, hun var helt opblokket, men der kom ingen veer, heller ikke selvom hun fik oxytocin.
Der måtte være noget der hindrede fødslen i at komme i gang.
Det var der så også.

Vi lukkede op til en svulstig væskesamling af en michellin baby.
Dette fænomen skyldes som regel nyrene, der ikke har fungeret på fosteret. Det medfører at fosteret får enorme væskesamlinger.

Michellin fostre kan ikke fødes af moderen. Den er for formløs og stor.
Sådan én dør oftest straks efter at blive udtaget.
Det gjorde Malous baby også.

Men til vores store overraskelse – og glæde – var der 5 hvalpe mere.
Alle sunde og raske og alle overlevede og kom med Malou og ejer hjem.

Men, som det ofte er med førstegangsfødende, der får kejsersnit,
så afviste Malou enhver kendskab til hvalpene.
Malou er bare ikke førstegangsfødende,
men hvalpene ville hun alligevel have noget med at gøre.

Ejeren forsøgte med list, lok + tilsidst tvang – men lige lidt hjalp det.
Til natten begyndte ejeren med modermælkserstatning til hvalpene
mens Malou fik lidt stesolid til at falde til ro på + noget oxytocin
til at holde mælkeproduktionen igang.

Så skete det, der ikke må ske
Ejeren lagde Malou ned til hendes hvalpe og
lod dem være uden opsyn i 10 minutter.
Malou flænsede i denne tid alle hendes hvalpe
så de lå blodige og maltrakterede og døde
da ejeren vendte tilbage.

Hvis vi skal til at være bagkloge – og det skal man jo – kan jeg se, at
hvalpene har lugtet endnu mere “fremmed” for Malou,
da hun kom hjem til dem efter en tur til dyrlægen,
især da de har fået modermælkserstatning, mens hun var væk.
Desuden havde det nok været bedst, hvis Malou kun havde fået 2 hvalpe lagt til ad gangen, istedet for det overvældende antal af 5.

Men det er slet ikke sikkert, at det havde ændret noget.
Det er bare så frygteligt – for alle!
Dyrlægen

 

fredag d 250113
Så kom løbetiden

Lyset er begyndt at tiltage og kattene vågner af
deres hormonelle dvale i den mørke tid.
Nu skal der ske noget!

Der går derfor ikke en dag, hvor vi ikke bliver ringet op af
desperate hun-katte ejere. Killingen er blevet kønsmoden
og lyset trækker i koglelegemet, hvor hormonet melantonin bliver hæmmet.
(Melantonin påvirker processer i organismen ud fra den aktuelle
dag- og nat-længde.)
Det er med andre ord tid til neutralisering.

Vi har også mange vaccinationer for tiden.
Det er måske lidt mere underligt.

Mennesker bliver vaccineret mod influenza mellem
oktober – december for at få den bedste dækning,
da vaccinerne kun dækker i max et år.

Vacciner mod Kennelhoste hos hund + Katteinfluenza hos kat dækker også kun i op til et år.
Men mange dyrlæge angiver at vacciner holder i op til 3 år.
Det gør den så ikke.
Det er kun hundesyge-delen af vaccinen, der holder så længe.
Hundesyge er heldigvis ikke problematisk i Danmark.
Det er Kennelhoste hos hund + Katteinfluenza hos kat
og Parvovirus hos hund derimod.
Og disse dækkes altså kun i op til et år efter vaccination.
Derfor anbefaler jeg årlige genvaccinationer.
Og det er altså ikke for at tjene på det!

Hilsen Dyrlægen

 

Lørdag d. 241112
Kennelhoste, katteinfluenza og brækkede ben

Det er en måned før jul.
Puh-ha! jeg bliver helt hektisk.
Hele familie er samlet på Knolden i år.
Og hvordan er det lige man skal kunne nå det hele?
Sidste år måtte min daværende klinikdame ordne alle julegaveindkøb for mig og bagte brunkager også, gjorde hun! En rigtig varm tanke til dig, min pige!

I år bliver nok lidt det samme – midt i alle kennelhosterne + katteinfluenzaerne. Jeg har selv lige haft mellemørebetændelse oven i
en slem forkølelse ..
så jeg føler med de stakkels patienter!

Ellers har de sidste 2 måneder mest budt på brækkede ben.
Der har været 2 yorkshire terrier – Foxy + Pablo.
Foxy med fraktur af underarmens albueben+spolben
og Pablo med fraktur lige over knæet.
Der har også været en Cavaliere King Charles spaniel med brækket mellemhåndsknogle og 2 afrevet kloanlæg på forbenet.
Der var også to huskatte med henholdsvis
udrevet lårbenshoved og med brækket lårbensknogle.

Alle patienter har det glimrende.

Ud over de nævnte har der været 2 hunde med komplicerede brud,
som blev henvist til Århus Dyrehospital. De er også blevet fine.
Tak for det gode arbejde Lars + Signe!

Nå, Julen kommer nærmere
men inden da “ruller” jeg lige en tur til London på torsdag d. 29.

Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 240912
TBE og Borrelia

Nu er det efterår. Det øs regner og bladene flyver.
Der har ikke været meget sommer.
Hvepse og bier måtte da også kaste klædet i ringen –

men ikke så, for de “kære” lopper og de satans skovflåt –
De har da vist haft kronede dage!
Stort set alle har – eller har haft – lopper på deres kæledyr i år
og rigtig mange har haft fornøjelsen af skovflåt.

5 af vores patienter har desværre også måttet stifte bekendtskab med
TBE eller Borrelia.
3 af disse kommer fra Frisenborg området,
én fra Tisted og én fra lokal området.
Hunden fra Tisted havde både Borrelia + TBE.
De øvrige havde “kun” TBE.
Den ene blev aflivet, da den også havde kræft i nyrene.
De andre har klaret det.
Men TBE er en sej omgang.

2 af patienterne havde tydeligvis udviklet hjernehindebetændelse.
Det var Vaks fra lokalområdet og Tanja fra Thisted.

Ud over den svingende feberkurve, anorexi, kvalme og nedstemthed
holdt Vaks konstant sit hoved sænket (smerter?) og var svimmel.

Tanja var positiv for både Borrelia og TBE,
men havde da også haft rigtig mange skovflåt
Tanja havde skæv holdning af hovedet oveni alle de andre symptomer

Lille Taishia havde ikke symptomer fra nervesystemet men var bare rigtig nedstemt og blev forøvrigt noget tyndhåret oven i. (Mærkeligt!)

Charlie er ikke helt ovenpå endnu, men det går fremad.

Vovse (det hed hun altså!) blev meget hurtigt meget dårlig. Jeg turde ikke vente på blodprøveresultaterne (TBE prøver skal frem og tilbage til Sverige!)
så for at udelukke andre tilstande lukkede jeg hende op.
Hun havde store svulster i begge nyre,
så jeg kan godt forstå hun havde det så dårligt.
Vovse fik fred. Næste dag kom blodprøvesvarene: TBE.
Stakkels Vovse, hun har da godt nok haft sit at slås med!

På et tidspunkt, hvor det så rigtig skidt ud med Vaks, var Vaks´s ejere i kontakt med en dyrlæge på Sjælland, som havde haft god effekt af at give de TBE ramte patienter lidt binyrebark oven i al den støttende medicin. Det prøvede vi. Det virkede. Jeg har herefter anvendt det på samtlige TBE patienter med god effekt, men selvfølgelig først, når diagnosen er fastslået.
Så behandlingen har været: antibiotika for at hjælpe hunden bekæmpe andre infektioner i kølevandet, væskebehandling så hunden ikke kommer i væskeunderskud, lækkerier er blevet tilbudt til at stimulere appetiten og mælkesyrebakterer givet for at stabilisere tarmene. Hvis hunden har ondt har den desuden fået smertestillende.

Men TBE er en drøj omgang for både hund og ejere.

Hilsen Dyrlægen

TBE (Tick-borne encephalitis: flåt overført hjernebetændelse) forårsages af flavivirus, som flåt i sjældne tilfælde kan bære rundt på og kan overføre med spyt. Det er langt fra alle flåt der bærer sygdommen og det er ikke alle hunde, der bliver syge, selv om de er blevet smittet. Men hvis de bliver syge er der ikke nogen decideret behandling ud over at “følge med symptomerne”, dvs yde støttebehandling. De hunde, der får symptomer har oftest feber, er nedstemte, og uden apetit. Sygdommen brænder oftest ud efter nogen tid, medmindre hunden har fået hjernehindebetændelse. Så ser det noget værre ud.
TBE er udbredt på Bornholm og i fx. Sverige og Tyskland.

Borrelia skyldes en bakterie som heldigvis kan bekæmpes med antibiotika. Symptomerne på borreliose kan være en eller anden grad af feber, ledsmerter, nedstemthed, appetitløshed, svimmelhed, lammelser mm..

 

Fredag d. 140912
Arbejdsliste

Så blev det fyraften. Klokken er ikke 18 endnu, så vi var hurtige idag.
Godt jeg ikke har mindre børn. Det ville være synd for dem.
Jeg arbejder jo hele tiden.
Det er et dilemma, når man
faktisk godt kan lide sit arbejde og godt kan lide at arbejde.

Jeg er vist heller ikke god til at sige: Nej, jeg har ikke tid. Dilemma!
I den senere tid, har vi gennemsnitligt haft 6 operationer hver formiddag og
15 konsultationer hver eftermiddag.
Hvis ikke mine medhjælpere var så fantastiske kunne det slet ikke lade sig gøre. Og så er de altid i godt humør. De elsker vist også deres arbejde.
Det er også et fantastisk arbejde og en fantastisk arbejdsplads.
MEN jeg kan vist ikke klare mere end jeg gør.
Så, derfor lukker jeg for tilgangen af nye kunder. I et stykke tid – så vi lige kan sikrer kvaliteten af vores arbejde.
Vi har overvejet flere løsninger af problemet, og tænker stadig.
Men indtil 1.1.13 har vi altså lukket for tilgangen.

Hilsen dyrlægen

 

Tirsdag d. 290512
Beware of the Matti

Historien her handler egentlig om Kalle.
En hankat, der var uheldig i trafikken for 14 dage siden.
Han havde fået brækket overarmen + overrevet nogle bånd i haseledet.
Vi opererede ham dagen efter. (En forøvrigt meget vanskelig
men perfekt udført operation – ikke mindst takket være min dygtige klinikassistent, Christina!)

Så operationen lykkedes, men Kalle ville ikke rejse sig.
Vi måtte give ham mad med sprøjte i 2 dage. Derefter begyndte han dog at spise af en flad tallerken, hvis den blev skubbet helt ind under næsen.
Kalle kunne ikke bruge bakken, så vi gjorde pænt rent efter ham efter hver toilet besøg – nemlig der, hvor han lå.

Efter 12 dage fjernede jeg hans støtteforbindinger i håb om, at de var årsag til hans manglende evne til at bevæge sig. Men, nej, det hjalp ikke.
Røntgen billederne viste en perfekt helingsproces og der havde hele tiden været fin føling i alle poter og ben. Mærkeligt.

For at Kalle ikke skulle kede sig i buret dag efter dag,
lagde vi ham på kontoret i en solstråle hver dag –
(vi regnede med at det måske var stimulerende at holde øje med
vores faren rundt..).
Kalle hyggede sig, ingen tvivl om det. Men rejse sig? Nej, nej!
Det havde han folk til…

Men så kom Matti.
Matti kravlede hen mod Kalle i hans solstråle. Dette blev alligevel for meget for solkongen. Han sprang (uden stor besvær) op og løb hen under et bord.
Kalle var afsløret.. han fejlede da vist ikke noget.
Nu kunne han både gå på bakken og hen til madskålen!
Skyde ryg i velbehag kunne han også, når vi aede ham hen over ryggen
alt imens han stod på alle fire. Hmmm!

Så Kalle kom hjem og alle var glade.
Han kommer igen om en uge for at få søm mm. taget ud af benet.
Det kunne være sjovt om han mødte Matti igen.

Matti er mit barnebarn (Theresa´s søn), som fylder et år om 9 dage.
Det med at hele dyr ligger måske i generne?? Tjaa..

Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d. 020312
Vældige Valder to gange

Jeg var lige kommet hjem fra en familie-sammenkomst i Amsterdam.
Og så stod han der i døren :
Valder, en 85 kilo stor grand danoise med en gevaldig bugomfang.
Den havde tydeligvis en mavedrejning, så tiden var knap.
Erling var lykkelig for at se mig. Han havde jo prøvet det hele før – også med Valder. Sidste gang var Valder 6½ år og nu var han7½ år gammel.
En stor dansk hund bliver i snit ca. 7-8 år gammel.
Som regel er det hjertet, der opgiver, men mavedrejning er desværre heller
ikke en ualmindelig dødsårsag hos den store hund.
Og nu var det altså anden gang.

Jeg kaldte hjælp ind og vi gik løs på kæmpe vommen.
Vi kunne ikke suge maveindholdet eller luft ud vha. slange igennem spiserøret til mavesækken – der var for mange klumper og sejt slim, så vi lukkede op.

Wow, for en mavesæk! Den var spændt som et tromme skind og mørkerød af indfanget blod. Jeg piftede den med en stor kanyle og prøvede igen om vi kunne suge maveindholdet ud via slangen i spiserøret.
Det ville ikke lykkes, så jeg åbnede ind til mavesækken og
væltede indholdet af fejlgæret suppe, slim og grøntsager ud i en spand.
(Det meste ramte nu mine føder, men ud det kom det!)
Den tomme mavesæk blev syet sammen igen og rettet ud efter bedste besyv. Den havde nemlig drejet sig en halv omgang dér hvor den hænger i spiserøret.

Mavesækken var enorm – også i tom tilstand.
Jeg havde lyst til at lave en sammensnørende operation ligesom lægerne gør
i visse fedmeoperationer : Simpelthen formindske mavesækken.

Men istedet er Valder bare kommet på diæt så
mavesækken måske kan skrumpe lidt af sig selv:
3-4 bitte, små måltider om dagen. Tørfoder er forbudt i 14 dage.
Ikke flere fejlgæringer til den Hr, tak!
Men hvis det nu alligevel skulle ske igen,
så tror jeg, at jeg måske kunne finde på at forsøger at gøre lægerne kunsten efter – måske.. Valder er jo en gammel grand danoise. Vi får se!

Hilsen Dyrlægen

 

Tirsdag d. 100112
Gulli: Appetit ingen hindring

I 3 dage sidst i november var Gulli fra Lystrup væk. Ejeren, Dorthe, gik ud ad alle vejene i nærheden af hjemmet i håb om at finde den 8 år gammel elskede huskat. Til sidst gik Dorthe også ud ad de små markveje. Her gav hendes kalden “pote”. Gulli lå uden at kunne bevæge sig nede i en grøft.

Det var aften da Gulli blev indlagt. Hendes bækken var brækket tre steder i den ene side. Og det gjorde ONDT!
Hun fik godt med smertestillende, antibiotika og væske behandling.
Jeg lagde en forbinding, der kunne forhindre bækkenet i at “klappe sammen” mens det fik mulighed for at vokse sammen.
Der skal jo være plads til tyktarmen og blæren inde i en bækken hule.
Også nerverne i ryggen kan have taget skade.
Så risikoen for varig men efter bækken brud er altså stor.

Men Gulli var sulten. Hun åd som et tærskeværk i dagene efter.
Og det blev hendes redning i mere end én forstand.
Katte tåler ikke så meget smertestillende som vi andre eller hunde, og Gulli havde virkelig ondt. Hun fik det jeg skønnede hun kunne tåle.
Men på trods af denne klart utilstrækkelige smertedækning,
åd hun stadig med stor appetit.
Hvis hun havde været deprimeret og gået fra kosten, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville have anbefalet aflivning.
Men Gulli lignede ikke én der gerne ville dø.
Så vi holdt ud sammen med hende.

I 3 uger plejede vi den – iøvrigt sure – kat.

3. gang vi skiftede forbinding, kunne Gulli faktisk gå lidt og stå op mens hun
spiste (læs: åd).
Men hun ville ikke bruge bakken.
Hun fik lov til at “bo” frit i burrummet omgivet af lave kattebakker – uden held.

Vi sendte hende hjem i håb om at bakken derhjemme var “bedre” end vores.
Det var den så!
Og til jul fik vi kort fra Gulli..alt går godt og fremad!
Og Julemaden var sikkert også god…!

Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 011211
Jonas: En dyr sparegris
med hang til kinderæg

Papillonen Jonas kom igår med skruttende ryg.
Det kunne være discus prolaps, men røntgen viste noget andet…
der var en gennemhullet mønt i bugen!
Dagens planlagte operationer måtte udsættes og jagten på penge gik igang.
Men det var nu ikke penge vi fandt. I overgangen til tolvfingertarmen fra mavesækken sad fastkilet an mangekantet rundt hjul med en pind i midten .. en snurretop fra et kinderæg!
Jeg fik den kantet ud med lidt besvær og syede mavesækken sammen igen,
men..hmmm..vores pengesagkyndige klinikdame var nu ikke tilfreds med, at det ikke var en mønt, og snurretoppen var jo også af en eller anden typpe hårdt plast, og der var ikke hul i midten,
men størrelsen matchede tingen på røntgen billedet.

Plast er ikke røntgentæt som metal, så vi tog et røntgen foto mere
…og der sås den jo, mønten altså.
Nyt hul i mavesækken! Denne gang et noget større hul, så jeg kunne komme helt ind i mavesækken med et par fingre til at gennemsøge hulrummet grundigt. Jeg kunne jo ikke mærke noget gennen sækkens overflade.
Men pengene ville vi ha`!
Og det lykkedes. En rigtig gammel 1-krone.
Den havde vist været der længe, sådan som den så ud.
Men det var jo ikke 1-kronen, der havde lavet balladen.
Det var derimod kinderæg legetøjet.
Men hvis kronen ikke havde været der, havde jeg ikke kunnet se noget på røntgen billedet, og jeg havde nok ikke lukket Jonas op så hurtigt.
Istedet havde jeg vel prøvet en hel masse andet først og uanende bare trukket pinen ud for den lille hund, inden snurretop-plageånden kunne fjernes.

Så kronen må siges at være en lykkemønt.
Måske skulle jeg have ladt den ligge i sparegrisen, Jonas?

Hilsen Dyrlægen

 

Søndag d. 161011
3.gang er lykkens gang…måske!

Dundee kan godt lide græs
og det har været ved at tage livet af ham 3 gange nu.
I juni begyndte den kæmpe store røde maine coon hankat at kaste op hele tiden og han blev tynd på kort tid. Ellers virkede han frisk nok.
Olie mod hårboller hjalp ikke. Han havde ikke Katte Leukemi og
hans blodprøver var alle fine.
Efter et stykke tid med forgæves behandling valgte jeg at lukke ham op.
Det er tit den nemmeste og hurtigste måde at få en klar diagnose på,
når det er bughulen det drejer sig om.
Og der var den så.. en tarmindkrængning i overgangen mellem tolvfingertarmen og tyndtarmen.
Jeg kunne ikke se nogen årsag til krængningen, men det er jo en maine coon og de har nu engang nogen lange tarme.
Og det er ikke første gang jeg ser det hos denne kattetype.

Jeg skar det dårlige tarmstykke væk og syede tarmenderne sammen.
Dundee kom på dåsemad+olie til at smøre tarmen med i nogle dage.
Det gik fint i et stykke tid, men så startede det hele forfra igen.
Jeg tænkte at det kunne være at tarmen var blevet forsnævret på operationsstedet og valgte at lukke op igen.

Tarmen var samme sted som sidst af ukendt årsag `krøllet` sammen, ligesom et rynkebånd. Jeg skar af tarmen igen og syede enderne sammen.

Denne gang gik det ikke godt ret længe.
Og så sidste søndag kastede Dundee voldsomt op trods olie og vådfoder. Ejeren overvejede nu at få ham aflivet,
da han også var blevet meget tynd.
Jeg var rystet da jeg så ham. Han var jo skind og ben!
Jeg har hele tiden gerne ville have Dundee indlagt, men ejeren troede ikke han kunne klare dette psykisk, så han har været hjemme.
Dundee var afmagret grænsende til `the point of no return`, men han fejlede jo ikke andet end en dum mekansk blokkering af tarmen,
som gjorde at han ikke fik noget at spise.

Jeg fik lov til a prøve igen. Først fik den benede, slappe kat en masse væske og elektrolytter, så han kunne klare en narkose, og
et døgn senere lukkede jeg op for tredje gang.
Og så kom forklaringen.
Det var græs. Der var en stor prop af græs og hår lige der,
hvor tarmen var blevet opereret 2 gange.
Jeg rensede tarmene for græs og lavede en side-to-side anastomose, dvs. satte tarmene sammen side mod side istedet for ende til ende – på denne måde kunne tarmhullet blive større og en operationsforsnævring måske undgås.
Dundee er indlagt og han æder som et tærskeværk. Denne gang beholder jeg ham indtil han er `helt ude af skoven`.

Det viser sig, at det er i løbegården Dundee finder alt græsset.
Han har nok ikke hørt ordsproget: “For meget og for lidt er lige skidt!”
Det gælder nemlig også græs!
Ejeren har i øvrigt besluttet at lægge fliser.

Hilsen Dyrlægen

 

Torsdag d. 220911

Det er nu 3 uger siden klinikken holdt ferielukket i 14 dage.
De føles som 3 måneder.
Det er hårdt at planlægge en ferie,
det er hårdt at nå alt det, man har planlagt og
det er hårdt at komme på arbejde igen…
Men man gør det igen og igen alligevel…!

Ferien gik til mit barndomsland, Australien, for at besøge min derboende familie. Vi var 3 generationer, der drog afsted for bl.a. at deltage i søster Bentes 60 års fødselsdag. 26 timer i fly med en 2½ årig er en oplevelse, der kræver godt helbred. Det gik noget nemmere med ham på 2 måneder, men alligevel…det er en oplevelse. En oplevelse som jeg vil gemme tæt ved mit hjerte. Det er ikke meget tid jeg har til daglig at være sammen med mine børn og børnebørn, så det var al besværet værd. Tak for et dejligt samvær!

Men så startede dagligdagen igen..troede jeg.. Aldrig har vi haft så travlt!
Og det fortsætter åbentbart. (Jeg overvejer derfor at deltidsansætte en dyrlæge for at kunne bringe ventetiden ned og pusler med indretnings-planer, så der kan blive plads til hende rent fysisk.)

I de sidste uger har vi haft rigtig mange operationer hver dag.
Der har både været de planlagte, men også ofte akutte oven i.
Jeg elsker at operere, og det er heldigt for mig i denne tid.
På trods af al min brok, ved jeg også, at jeg er et priviligeret menneske: Jeg lever af at lave det jeg elsker. Så kan man ikke forlange meget mere, især ikke når familien og venner altid er parate til at hjælpe til, hvor de kan.

Derudover må jeg sige en stor tak til alle mine kunder i denne travle tid. De bekræfter mig dagligt i at tro på, at de aller fleste mennesker er både venlige og forstående væsener. Jeg nyder at høre, hvordan snakken går ude i venteværelset – både i den inde og den udenfor…. Og deres kø-kultur er bare helt fascinerende. Der er ingen numre, men indbyrdes har de ventende bare helt check på, hvem der skal til…og det er ikke altid “den næste”. Folk snakker sammen og finder ud af hvad der er vigtigst. Det er bare så flot! Også selvom gården ofte kan sammenlignes med Roskilde Festival!

Hilsen Dyrlægen

 

Søndag d. 240711
Zika: Sukkersyge eller lavt stofskifte?

Holger er rigtig glad for hans store hunhund, Zika. Det er ikke altid andre er det, men dem om det. Zika var en stor, nok noget for stor, broholmer lignende hund på 9 år. Nu er hun knap så stor. Holger troede at det var pga. en slankekur at Zika havde tabt 7 kg, og var stolt af resultatet.
Men sådan hang det desværre ikke sammen.
Da Zika blev tiltagende træt og sløv og ikke ville spise blev en dyrlæge konsulteret. Han undersøgte lever/nyre og stofskiftet vha. en blodprøve. Stofskifte værdierne var indenfor normalområdet men i den lave ende, så dyrlægen satte i værk en behandling med
hele 400 mikrogram eltroxin 2 gange dagligt på trods af vægttabet.
Holger protesterede over den store dosis og
satte den selv ned på 300 mikrogram x 2.

Zika blev meget svækket i de følgende dage.
Kunne dårligt gå og kastede alt op.
Da jeg i begyndelsen af juni så hende, var hun også kraftigt dehydreret
og hjertet slog så hårdt, at man kunde stå henne i døren og
se slagene på brystkassen.
Jeg gav hende drop + primperan mod opkast og betablokkere for hjertet. Eltroxin behandlingen blev selvfølgelig indstillet. Hun havde vist fået rigeligt.

Zika fik det kortvarigt bedre, men så var det helt galt igen dagen efter.
Jeg besluttede at gentage alle blodprøverne.
Og så kom a-ha-oplevelsen.
Blodsukkertallet var over 30. Den skal normalt være mellem 3,5 og 8.
Jeg kan iøvrigt normalt lugte om der er ubehandlet sukkersyge i stuen. (Det er der nogen, der kan. Det er acetone-lugten pga. forbrændingen af fedt istedet for sukker). Det kunne jeg også i Zika´s tilfælde, MEN jeg ved at Holger har type 2 diabetes og troede derfor, at det var ham jeg kunne lugte!
Men blodprøven var ikke så nem at nare, heldigvis.
I kraft af Holgers store erfaring på området, har det været muligt at indstille Zika´s insulin behov ret nøjagtigt, og hvis vi er heldige, undgår hun alt for mange følge sygdomme pga. svingende blodsukker.

Zika er en glad pige igen. Nu må man vel bare håbe, at hun kan holde den slanke linie. Så er der da kommet lidt godt ud af al elendigheden.

Hilsen Dyrlægen

 

Lørdag d. 230711
For lavt stofskifte?

I sidste uge kom en labrador, Emma.
Hendes ejer fortalte, at hun hostede en del og var urolig. Hun havde 38,8 i temperatur. Da jeg lyttede til brystet kunne jeg høre et hjerte, der arbejdede hårdt. Det kunne være pga. en lunge infektion. Men det kunne også være pga. dårligt hjerte/for højt blodtryk, og temperaturen kunne skyldes angst mm.
Emma fik antibiotika med hjem, med besked på, at Emma skulle have det bedre inden for 3 dage, ellers ville jeg tro,
det var hjertet, der var problemet.
Antibiotikaen hjalp ikke, og da Emma kom igen, faldt ti-øren:
Ejeren havde ikke syntes det var nødvendigt at fortælle, at Emma også var i behandling med ikke mindre end 300 mikrogram Eltroxin 2 gange dagligt ordineret af en anden dyrlæge for 3 år siden.
Ejeren havde forøvrigt for 2 år siden selv sat dosis ned til 200 mikrogram x 2 dagligt, fordi Emma blev “mærkelig” af medicinen.
Jeg gav straks Emma betablokkere med hjem for at støtte hendes hårdt piskede hjerte og Eltroxinen er sat ned til 200 mikrogram een gang dagligt indtil videre. Jeg vil tro hun skal ned på 100 mikrogram.
Jeg glæder mig til at høre hvordan det går den gamle tøs.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er blevet almindeligt, at hunde bliver sat i behandling med eltroxin, hvis de er lidt overvægtige eller dovne og hvis blodprøven viser, at stofskiftet er i den lave ende.
Denne behandling sker med meget store doser af Eltroxin.

Jeg har ikke helt forstået, hvorfor det skulle være godt, at gå så hårdt til værks. Jeg får selv Eltroxin og ved, hvordan en overdosis føles..
det er ikke godt,
og Emma vil sikkert give mig ret :
hårdt hjerteaktion (hjertet føles som om det er ved at hoppe ud af brystkassen) + uro (man er rastløs, men får ikke lavet noget).

Jeg behandler altid patienter med for lavt stofskifte langsomt. Det er ikke farligt at have for lavt stofskifte, så der er ikke noget, der haster. Jeg starter med at ordinere en lille dosis Eltroxin (50 – 100 mikrogram) og stiger en gang om ugen indtil dosis passer dyrets behov. Det er dejligt at se, hvordan patienten stille og roligt genvinder sin energi, humør, pels og libido.

I næste indlæg må jeg huske at fortælle om Ziko, der også var sat i en tårnhøj eltroxin behandling. Insulin ville have været bedre. Hun havde nemlig diabetes og ikke stofskifte problemer.

Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d. 100611

De sidste dage har været travle på alle måder, bl.a. har min klinikassistent, Theresa, født drengen, Matti. Så nu har jeg 2 børnebørn!

Årsregnskabet er afleveret og dagene på klinikken er bl.a. gået med Pelle, den 3 måneder gammel dalmantiner/lab hvalp, som vi behandlede for parvovirus diarre med drop og medicin i 4 lange dage. Han var rigtig syg og tynd det blev han, men han overlevede og har det godt i dag.

Så var der Westy´en, Fie, med en livmoderbetændelse, der faktisk var gået betændelse i (livmoderbetændelse er nemlig normalt ikke en betændelse – det er en ansamling af snask i børene opstået pga. langvarig hormonforstyrrelse).

Sidste fredag var der bordercollie blandingen, Maggie, fra Fredericia, der havde svære hormonelle forstyrrelser, der krævede, at livmoderen blev fjernet.

Hendes operation var uden problemer, men da jeg næsten var færdig med at sy hende sammen igen, holdt hun op med at trække vejret selv. Hun var intuberet, så det gjorde ikke så meget, der blev slukket for narkosen og hun blev bare ventileret manuelt.
Men i det samme fik hun af helt uforståelige grunde hjertestop. Hun havde ligget fint i narkosen og operationen var gået helt uden problemer. Vi gik igang med hjertemassage og hun fik straks antidoten til den første indsprøjtning, hun havde fået inden hun – en lille time forinden – var blevet koblet på luftvejsnarkosen. Det hjalp ikke. Vi fortsatte med hjertemassage og jeg gav hende adrenalin direkte i hjertet. Så kom lyden – et svagt hjertebanken! Og den blev hurtigt stærkere. En vidunderlig lyd!
Jeg skyndte mig at sy færdigt og nåede sidste sting lige inden Maggie begyndte at rejse sig op…dejligt!

Siden har jeg hørt dagligt fra ejeren og jeg synes det er rigtig ærgeligt, at der er så langt til Fredericia.
Maggie har, så vidt jeg kan høre i telefonen, desuden fået trådreaktion. det betyder at trådene skal fjernes så hurtigt som muligt, så huden kan “falde til ro” ved operationssåret. Maggie er i forvejen i behandling med antibiotika, så der er ikke betændelse, heldigvis.
Ejeren er selvfølgelig også nervøs for at Maggie skal være blevet hjerneskadet – det er hun dog næppe, da hun ikke på noget tidspunkt har været uden ilt eller blodcirkulation.

Det ejeren nok hellere skal være bekymret for, er om den mislyd jeg kunne høre på hjertet lige inden Maggie skulle hjem, kan sættes i forbindelse med fx. en hjerteklap-fejl og om den kan have været den egentlige årsag til hele episoden?

Jeg har opfordret ejeren til at få en dyrlæge med EKG og evt. ekkokardiografi udstyr til at vurdere hjertet. Men ejerens egen dyrlæge har lyttet med stetoskop og sagt at alt er i orden…. Hmmm.. Sådan et stetoskop vil jeg også have!

Maggie er en livlig ung hund, der løber som vinden, men ejeren har gjort mig opmærksom på, at hun altid har haft tendens til at blive forpustet i land tid ad gangen efter løbeture.
Jeg synes hun skal få checket det hjerte ordenligt.

Jeg mangler at fortælle en en hel masse, men natten er ikke ung og det er jeg heller ikke!
Hilsen Dyrlægen

Mandag d. 060611
Der har været så mange spændende episoder siden sidst, men det kniber så selvfølgelig med tiden til at skrive `dagbogen`.

 

Tirsdag d. 020511
Dagens grin

Per fra Hørning ved Randers er lige gået med et fjoget grin på læberne.
Og jeg griner endnu!

Den store sorte hankat havde været underlig i to dage. Den savlede og ville ikke spise. De var bange for at den skulle være blevet smadret af en bil eller skamferet af en anden kat.

Nu er den kat altså ikke min bedste ven. Den vil normalt til enhver tid gerne æde mig, og i dag var ingen undtagelse. Jeg måtte bedøve ham gennem tremmerne til buret for at komme til at undersøge ham. Det lykkedes med lidt akrobatik og opfindsomhed.
Underkæben så helt forkert ud. Den var trukket helt ned til brystet af noget, der lignede en svulst. Jeg var næsten begyndt at tro, at jeg ville have anledning til at aflive min ærkefjende – men nej –
Da jeg trak lidt i “svulsten” viste dit sig at være dens eget hud fra ryggen. Den arrige kat havde på en eller anden måde kommet til at bide sig selv over skulderen. Huden havde så forankret sig omkring hjørnetanden og kommet i spænd så katten ikke kunne få det frigjort fra tanden!!
Det har den så gået med i flere dage…og Per siger den ikke er dum..Hmm!
Nå, men nu er den “fit for fight igen”.

Hilsen Dyrlægen

 

Onsdag d. 270411

F(y)-ordene : Ferie – Fri – Frokost

Det har lige været Påske. Men Påske eller ej, så skal patienterne jo passes, og det gerne alle tider af døgnet og det har det da også været!

De værste var nok gravhunden Lady, der havde brystbetændelse, gravhunden Felix, der var blevet påkørt, så lårbenshovedet var hoppet ud af hofteskålen og grand danoisen, Valder, der havde mavedrejning.
Men idag, onsdag, har nu heller ikke været kedelig. Jeg har lige pillet en halv hoppebold ud af katten Mia´s tarm.
Men lad mig tage dem én fo én:

Lady: svær fødsel og sprængt bryst.
Lady kom sidste fredag aften med en vær fødsel. Jeg fik trukket 6 hvalpe ud, hvoraf den ene er en undermåler, slap og i væskeunderskud. Men der var ikke tegn på misdannelser, så jeg forsøgte at sondemade ham i nogle dage. Jeg forsøgte også hele tiden at få hende til at sutte af flasken uden held.
Hun døde 3. dagen.
Samme tid fik Lady høj feber, 39,3. Den bagerste bryst i højre side var meget hævet og mørkerød. Alle patter var godt skamferede af de 5 små banditter (alle drenge), men den bagerste pat var altså særlig slem. Paw og familien måtte i gang med sutteflaske til de grådige drengebørn. Lady fik antibiotika. Dagen efter havde Lady også fået diarre og hun savlede. Hun fik noget til at stabilisere maven men næste dag blev hun tiltagende syg. Hun var slap og brystet var endnu mere mørk og hævet. Hjertet hamrede afsted og slimhinderne var meget blege. Jeg var bange for at Lady havde mælkefeber oven i infektionen. Ud over en ny type antibiotika gav jeg nu drop + lidt kalk og lidt binyrebarkhomon + lidt stesolid og smertestillende. Desuden gav jeg brystet en god portion laser.
For at udelukke at der skulle være flere fostre tilbage i livmoderen, tog jeg også røntgen foto. Men alt så fint ud. Næste dag havde hun det bedre selvom temperaturen stadig var forhøjet (38,8).

Men så i dag, onsdag, sprang brystet! Vi gjorde dagens planlagte større operationer færdige og snuppede derefter den sprængte bryst på Lady. For at hun kan få fred for hendes glubske skattebasser, har hun fået Galastop til at standse mælkeproduktionen i de øvrige patter, og Paw er blevet udstyret med masser ad mælkpulver til hvalpene. I overmorgen kan jeg lægge en maveforbinding på Lady, så hvalpene ikke kan komme til hendes patter mere. Det tror jeg bliver dejligt for hende.

Jeg skriver videre imorgen, for denne dyrlæge er rigtig træt!
Hilsen Dyrlægen

 

Påske-påkørt Felix

Skærtorsdag d. 210411 blev gravhunden Felix fra Nimtofte påkørt.
Den lokale dyrlæge mente at lårbenshovedet var røget ud af hofteskåle. Denne dyrlæge kunne desværre ikke lave den nødvendige operation og henviste til nærmeste dyrlægegruppe. Den vagthavende dyrlæge kunne heller ikke udføre denne operation, så ejeren, Betina, blev henvist videre til Århus gruppen. De kunne desværre først lave operationen tirsdag, 6 dage senere. Betina blev desparat på Felix´s vejne. Hun ringede de næste dage systematisk rundt til alle dyrlægerne i håb om, at nogen kunne klare operationen. Det blev så mig.

Christina blev indkaldt og Felix blev opereret d. 230411.
Musklerne var godt sammentrukket pga. de 2 dages ventetid, men det lykkedes alligevel at få blottet skålen og få presset en såkaldt toggle-pin igennem til forankring af det nye kunstige ledbånd, som skulle holde lårbenshovedet på plads i skålen.
(Det lykkedes med lidt fingersnilde og mange bande ord.)

Røntgenbillede blev taget og vi kunne klappe hinanden på ryggen, pakke Felix ind og sende ham hjem.
Om 7 dage skifter vi forbinding til en lettere model og om 14 dage starter genoptræningen uden forbinding.

Heldigvis er Felix en mindre hund (ca. 7 kg), så han er til at flytte rundt på. Ikke ligesom den Springer Spaniel, Møller, vi lavede før jul sidste år. Han var ikke god til at være “tre-benet”. Men ham går det forøvrigt godt med (bortset fra, at han har trådreaktion, dvs. at alle de tråde, han er blevet syet sammen med inde i hoften, arbejder sig ud, én efter én. Han har nu været i narkose 3 gange for at få fjernet påtrængende tråde. ÆV!)

Nå imorgen kan jeg måske nå at skrive om Valder og mavedrejningen.

hilsen dyrlægen

 

Mandag d. 110411
Giardia og ringorm – bandeord i ethvert katteopdræt

Giardia er en meget smitsom tarmparasit – en flagelat – der lægger sig som sugekopper over tarmtrævlerne (de såkaldte villi). Den blokkerer derved for optagelsen af føde og medfører diarre. Giardia kan behandles med metronidazol (fx. Flagyl) + fenbendazol (fx.Panacur).

Ringorm er en meget smitsom svampeinfektion i huden. Det kan behandles med fx. Brentan eller Lamisil salve, vask med fx. Imaverol og/eller tablet behandling.

Chinchilla perserne, Cleo og Milo, er så heldige at have pådraget sig begge tilstande samtidig. Cleo havde boet hos de unge ejere i nogle måneder inden Milo også flyttede ind

Milo var en lille pjok i forhold til den smukke Cleo. Og han voksede da heller ikke. Efter et par måneder fik Cleo en stinkende vedvarende diarre. Den sædvanlige kur mod diarre hjalp ikke her.
For en uge siden holdt den lille Milo op med at spise og drikke, men han havde ikke diarre – derimod løb hans øjne og næse lidt i vand.

Jeg måtte have dem indlagt for at hitte lidt rede i alle deres symptomer og Milo skulle selvfølgelig tvangsfodres og væskebehandles.

Løsningen på gåderne kom hurtigt.
Jeg lavede leukemi og giardia test. Leukemi var heldigvis negativ, men giardia var positiv.
Den rigtige behandling blev iværksat.
Cleo er kommet sig fint efter bare 3 dage….men Milo, tja, jeg tænker han har haft giardia siden han var spæd. Han er et lille dehydreret skravl med tegn på at hjernen /nervesystemet har taget varigt skade. Han har således rykkende øjenbevægelser (såkaldt nystagmus) og er ikke helt opmærksom på omgivelserne.
Milo bliver tvangsfodret mange gange hver dag og maven synes at fungere OK, men om han kan komme sig, ved jeg ikke. Jeg tror det desværre ikke. Giardia kan være en banal sygdom, men i katterier ping-ponger flagelatten lystigt, og behandling er derfor besværlig og synes til tider næsten håbløst, ikke mindst fordi medicinen smager ad H til.

Ringormeinfektionen synes i det mindste a være i ro, selvom vi har måttet nøjes med at smøre pletterne med salve pga Cleos diarre og Milos svækket tilstand. Ringorme piller er nemlig rigtig hårde ved leveren og skal indtages sammen med mad.

Nå, vi fortsætter lidt endnu med Milo. Bare der er lidt bedring hver dag, så må det være det rigtige.

Hilsen Dyrlægen

 

Torsdag d. 070411

Fettich for vat?

Ozzy er en sort hankat med hang til vat.

For 7 dage siden gik det ud over affaldsspanden i badeværelset. Samtlige vatpinde blev ribbet for vat. Ejeren, Conny, kom bekymret med ham. Det kunne jo gå grueligt galt… og det gjorde det så også. Men først efter 5 dage. Ozzy havde imellemtiden fået paraffinolie en mass i håb om at få vatklumpen til at passere. Men nej, så let skulle det ikke gå.

Torsdag aften måtte jeg lukke den kraftigt dehydreret Ozzy op. Da han havde fået narkosen i musklen brækkede han sig – enorme mængder ir-grønt væske! Jeg startede med at tage røntgen, men blev ikke meget klogere af det, – man kan jo ikke se bløddele på et røntgen billede.

Ozzy fik væskebehandling og jeg lukkede ham op.

Og der var den – i tolvfinger tarmen – en 2×4 cm godt sammenfiltret klump vat! Jeg lukkede tarmen op og fiskede klumpen ud, syede tarmen sammen igen og undrede mig igen over kroppens fantastiske evne til at hele sig. Især katte. Jeg plejer at sige: Det vor herre ikke kan, det kan katten!

Nå, men det gik så også denne gang. Ozzy er kommet hjem idag (Søndag) og han er ved godt mod.

Kunne han så ikke overveje at kaste fettichen over et eller andet, der er opløseligt istedet?

Hilsen Dyrlægen

 

Tirsdag d. 290311

Røde katte i trafikken ….igen, igen…!

Nu har vi igen 2 trafikramte røde hankatte! Det er Polle og Oliver.

Hvad går det dog ud på?

Igår kom Theresa med et forslag til en mulig forklaring på den ulige fordeling af trafikramte katte efter farve. Hun har iagttaget at de katte, der ligger døde ude i vejkanten oftest er gråstribede eller sorte. Dvs. at de røde katte egentlig bare er bedre til at overleve et sammenstød i trafikken??

Hmmm, det er muligt men ikke så smigrende for de sorte og gråstribede!

Polle d. 130311

Polle var mere heldig end den anden kat hjemme hos ham. Jeg har ikke hørt, hvilken farve denne kat havde, men den lå og var totalt kvæstet. (Den har nok ikke være rød..).

Datteren, Gitte, i huset skulle passe kattene for forældrene, som var på ferie. Hun var helt knust over den slappe Polle med det dinglende venstre bagben. Det var brækket ved skinnebenet.

Det var søndag, og jeg havde familien på besøg. Alle mine børn er totalt miljøskadet. De er vant til at hjælpe til ved lidt af hvert. Idag var det Christians tur til at være “sygeplejerske” og det gik da også fint. Vi fik sømmet benet fint sammen og givet Polle væske behandling og en skinne på benet. Nu skulle Polle bare være indlagt indtil han kunne finde ud af at gå på 3 ben.

Men det trak ud.

Polle var glad og tilfreds med god appetit – men rejse sig, det ville han ikke. Vi begyndte at gangtræne med ham, men opdagede hurtigt, at han desværre ud over det brækkede ben må have pådraget sig en skade, enten i ryggen eller i hjernen. Han kunne nemlig overhovedet ikke koordinere hans 3 ben. Han var det man i folkemunde kalder: en spasser.

Gitte var dog enig med mig i at blive ved med at træne. Efter et par dage valgte jeg desuden at give ham noget binyrebarkhormon i håb om at kunne tage noget af den hævelse, der måtte være et eller andet sted i hjernen eller rygmarven.

Især Christina har trænet med Polle ad korte intervaller. Der blev masseret, støttet og brugt lokkemad efter alle kunstens regler. (Den 18 år gammel klinik-kat, My, har også hjulpet til med at stimulere Polle. De kan nemlig vist nok vældigt godt lide hinanden.)

Polle gør hver dag store fremskridt og han kan formentlig komme hjem på alle 4 ben på fredag. Vi har nemlig fjernet skinnen i går og set at brudet allerede er stabilt nok til at kunne tage støtte på.

Flot klaret Polle, Christina og Christian!

Hilsen Dyrlægen

 

Oliver d.260311

Den anden røde hankat, der for tiden er indlagt er Oliver. Han blev formentlig ramt af avisbudets bil i sidste uge. Jeg var på 4 dages ferie i Istanbul, så Elsebeth måtte til anden dyrlæge med Oliver.

Oliver er ellers en rigtig kending her på klinikken. Sidste november fjernede jeg hans venstre lårbenshoved, som var knækket af i hofteskålen. For 2 uger siden var han indlagt med en grim blærebetændelse.

Den anden dyrlæge, der tilså katten i mit fravær, stillede diagnosen: afbrækket lårbenshoved på højre bagben. Det er rigtig uheldigt at skulle miste begge lårbenshoveder!

Oliver blev opereret straks jeg kom hjem og han har det fint igen. På røntgen billederne ses at venstre bagben er blevet rigtig fint og det fungerer da også helt normalt. Vi må bare håbe højre bliver lige så fint og brugbart.

Elsebeth snakker om at gøre hegnet omkring hendes have højere, men det er nu nok ikke nødvendigt mere…

Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d.180311

Doktor Død på facebook

Ja, så skete det som alle frygter: at blive dømt uden mulighed for at forsvare sig. Det er ikke rart og føles meget uretfærdigt. Så tak til Brian Lausch for at ville hænge mig uden rettergang. Sådan virker Facebook altså. Det er selvtægtens eldorado.

Brian mistede sin rottweiler Møffe på mit operationsbord d.010311. (Læs om det i tidligere indlæg.) Møffe skulle bare steriliseres, en operation vi laver mange gange om måneden året rundt. Men Møffe døde. Og vi anede ikke hvorfor.

Det var en frygtelig og uvant oplevelse for migselv og personalet.

Da jeg ringede til Brian, sagde han blot, at Møffe altid havde været underlig og havde ikke været en god hund. Jeg sagde til ham, at jeg havde alle de ansvarsforsikringer som en dyrlæge skulle have, så hvis dødsfaldet var min fejl, og der skulle gives erstatning var det ikke noget problem. Jeg fortalte også, at jeg aldrig havde haft brug for forsikringen, men nok skulle sætte det igang, når der var blevet lavet en officiel obduktion.

Obduktionen viste et forstørret hjerte med nogle stive hjerteklapper og tegn på blodophobning i nyrer, lever, milt og lunger (såkaldt stase) som følge af længere tids forhøjet blodtryk i forbindelse med dårlig hjertefunktion.

Det passer også med det vi så, da vi lukkede Møffe op til operation. Mørkt blod og forstørrede organer.

I telefonen i går fortalte jeg Brian Lausch, at jeg havde sendt den defekte F-slange ind til den teknisk ansvarlige for Komasaroff narkose apparatet, som sagde at sammensmeltningen var et kendt problem, men hvis bare der var passage, uanset størrelse, ville defekten ikke påvirke narkosesikkerheden for patienten, pga. maskinens opbygning.

Der var passage, og hans forklaring var fornuftig, så dødsfaldet skyldtes altså ikke mit udstyr, som jeg ellers havde været bange for.

Konklusionen er altså:

Møffe døde pga. en hjertesygdom: Myocardiehypertrofi med begyndende endocardiose og lungestase. Narkoseapparaturet var ikke medvirkende dødsårsag.

Møffes død er beklageligt og jeg er frygtelig ked af det.

Jeg har selv betalt de 2500 kr til obduktionen og Brian Lausch har selvfølgelig ikke skullet betale for noget som helst.

Men Brian Lausch vil have erstatning.

Ansvarsforsikringen dækker kun, hvis der er fejl på min side. Det er der ikke.

Så Brian Lausch har i stedet hængt en afstumpet version af forløbet ud til distribuering på Face book.

Han har hængt mig uden rettergang.

Tænk sig, at folk går med til at distribuere sådan noget!

Så nu er jeg Dr Død på facebook.

Tja… jeg er nok ikke den eneste, der har prøvet sådan noget.

PS. Hvis der er nogen der gerne vil se obduktionsrapporten som PDF fil, så kan I bare sende mig en mail. Brian Lausch vil nemlig ikke se den….

Men lige noget godt midt i al den Dr Død snak:

Jeg lavede kejsersnit på en gravhund igår … lige midt i den åbne konsultation. Jeg havde allerede sendt klinikdamerne hjem, men det gjorde ikke så meget. Jeg fik fin assistance af ejeren og hendes datter. Datteren skulle alligevel læse til dyrlæge, så det blev ved fælles hjælp til 6 dejlige hvalpe og en steriliseret morhund. Ikke flere hvalpe til den dame!

Jeg glæder mig til at høre fra dem igen!

Og tak for kampen

Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d.040311

Mavedrejning eller påkørsel?

Rottweiler hunhunden Muffi på 1 år havde været lidt stille til aften. Pludselig kastede hun op midt i stuen. Ejeren, Ninna, lukkede hende ud, i fald hun skulle kaste mere op. Efter 20 minutter var Muffi tilbage ved døren. Meget stille og mat. Hun trak vejret tungt og støjende. Hun havde hudafskrabninger flere steder på forben og skulder.

Ninna ringede straks til mig. Hun var bange for at Muffi var blevet påkørt.

Muffi var helt afmattet. Hun havde strittende forben, der ikke kunne bøjes og var ligbleg i slimhinderne. Hjertet gik hurtigt og vejrtrækningen var hvæsende. Bugen var lidt øm, når jeg trykkede over mavesækken, men jeg kunne høre tarmbevægelser og bugomfanget var upåfaldende.

Jeg tænkte på 2 muligheder: Mavedrejning eller blødnger i bugen efter påkørsel.

Men et var sikkert: Muffi skulle stabiliseres så hurtigt som muligt.

Jeg lagde drop på hende (i ét af de stive forben) og i løbet af den næste time fik hun 1 liter saltvand og lidt sukkervand til at hæve blodtrykket. Det er altid rart at se, hvordan farven langsomt vender tilbage til slimhinderne og vejrtrækningen og hjertet bliver mere roligt. Hun begyndte også at slappe af i forbenene. Så meget,at jeg måtte lægge en fast skinne på så droppet ikke blev klemt af.

Så vidt så godt.

Men så skete der noget ganske uventet. Muffis bedste ven, sønnen i huset, havde siddet på gulvet længe og klappet hende. Jeg mente familien godt kunne tage hjem. Christina var kommet i tilfælde af at vi skulle operere, men det ville jeg først tage stilling til inden for den næste time.

Sønnen rejste sig op men blev svimmel og væltede ind over klinikbord og Muffi. Sønnens svoger greb ham, så Muffi ikke blev ramt.

Sønnen blev placeret på gulvet …. og så rejste Muffi sig – drop og det hele. Hun skulle hen til hendes bedste ven. Hun gik mest af alt som en zombie – men hen til ham, det skulle hun. Det var bare så rørende. Jeg kunne så også regne ud at det nok ikke var en god ide at skille dem. Gåturen havde desuden frisket Muffi gevaldigt. Hendes ungpige farve var næsten vendt tilbage og benene kunne virke igen. Hun var ikke særlig øm over bugen og der var ingen hævelser nogen steder. Så jeg valgte at sende dem hjem med besked om ikke at tøve med at komme igen uanset tidspunktet.

Jeg var da blevet enig med mig selv om, at det måtte dreje sig om en begyndende mavedrejning. Småskrammerner har jeg ingen forklaring på.

Så inden de gik gav jeg Muffi en god portion paraffin emulsion via munden til at få en evt. fejlgæring i mavesækken til at lægge sig.

Næste dag kl. 9 stod hele familien og Muffi på klinikken. Alle var glade og Muffi synes jeg er sød. Det er ellers ikke alle hun kan lide….Så det endte godt, denne gang. Jeg håber ikke hun får mavedrejning igen.

Familien er blevet orienteret om faren ved at komme vand på tørfoder og ved at give kæmpeportioner og så selvfølgelig den klassiske med ikke at hoppe rundt efter en stor måltid.

Tænk at Muffi var døden nær og blev redet af en liter saltvand og 40 ml paraffin olie!

Hilsen Dyrlægen

 

Tirsdag d. 010311

Møffe

Det var en meget sort dag, tirsdag.

Vi mistede en patient i narkose.

Det er første gang og forhåbentlig sidste gang.

Rottweilerhunden Møffe på 2 år skulle steriliseres. Men vi nåede ikke så langt. Hun blev bedøvet først med indsprøjtning og blev så koblet på vores komasaroff narkose apparat. Da jeg lukkede op til bugen, kunne jeg se, at blodet var mørkt – dvs. dårligt iltet. Vi checkede maskinen og hundens funktioner alt imens jeg startede at sterilisere hunden. Alt syntes i orden. Ca. 10 minutter efter påbegyndt narkose holdt Møffe op med at trække vejret selv. Selv om vi ventilerede hende, holdt hjertet op med at slå få øjeblikke senere. Vi gik straks igang med hjerte-lungemassage + adrenalin + antidot til narkosen. Men efter 10 frygtelige minutter og ingen respons fra Møffe, måtte vi opgive.

Hun var død. Og vi anede ikke hvorfor.

For mange år siden, da jeg havde Skejby Dyrlæge, var der en schæfer, der helt uforståeligt døde i narkosen. Ejeren var vred og jeg var knust. Jeg sendte for egen regning hunden til obduktion på Veterinær Serum Laboratoriet. Jeg ville vide “hvorfor”. Det viste sig, at hunden havde akut hjerteklapsbetændelse. Ejeren blev forstående og jeg blev lettet.

Så Møffe blev straks afleveret til obduktion. Allerede næste dag ringede de fra serum laboratoriet. Møffe havde for stort et hjerte. Et stort slapt hjerte er en tikkende bombe, som ikke tåler belastning.

Imellemtiden havde jeg fundet en anden medvirkende grund til Møffes død.

På narkoseapparatet er der en såkaldt F-slange. En plastik harmonika slange, der slutter luftkredsløbet mellem patienten og maskinen. Da jeg pillede hele narkoseapparatet fra hinanden for at sikre mig, at der ikke var fejl i maskineriet, kunne jeg konstatere, at F-slangen et sted var “smeltet” sammen indvendigt, så der kun var et sugerør-stort luftpassage istedet for en finger-tyk passage. (Den forrige slange havde også “smeltet” et sted, men dette var på ydersiden og derfor synlig.) Dette har måske været medvirkende årsag til, at Møffe ikke kunne ilte blodet ordentligt.

Men da hendes blod allerede var mørkt ved første snit, vil jeg tro, at hjertet i dette tilfælde har været den største “skurk”.

Jeg har kontaktet min leverandør vedrørende F-stykket. De kender godt til problemet, og har nu tænkt sig at rette op på det snarest. Den plast, der har været anvendt er bare ikke godt nok. Det er jo opløsningsmidler vi leger med i en narkose!

Så Møffe er død. Det var formentlig sket alligevel inden for de næste par år pga. det store hjerte, men alligevel…..det er noget MØJ!

Hilsen Dyrlægen

 

Lørdag d. 050211

Røde katte og trafikken????

Jeg har nævnt det før, og har de sidste 2 måneder måttet tilføje hele to kastrerede røde hankatte til flokken af trafik-ramte katte. Mærkeligt!

Og Oskar i december var rigtig mærkelig, for det var nemlig ejeren selv, der ramte ham – bakkede ind i ham i deres egen indkørsel! Ejeren fik ”krisehjælp” af familien og Oskar blev tilset af en dyrlæge.

Dyrlægen konstaterede, at den store killing havde et brud nederst i skinnebenet, – i vækstzonen. Det er der, hvor knoglen vokser i længden.

Dyrlægen mente, at det var en opgave for en med mere erfaring og henviste videre. Ejeren valgte at prøve hos mig.

Det var ikke nogen nem operation – der er ikke meget at gøre godt med, der hvor skinnebenets sokkel fæster sig på hælbenet.

Ved operationen er det meningen, at der skal sættes to metalpinde på kryds fra soklen gennem resten af skinnebenet via nogen borede huller. Så kan brudfladerne ikke skride fra hinanden. Men hos Oskar var soklen så skrøbelig, at den i den ene side ikke kunne klare at blive boret i.

Jeg valgte i stedet at ”sy” bruddet sammen med en stærk tråd. Røntgen billedet viste, at bruddet nu sad fint, og Oskar fik lagt en vinkelret skinne på til at aflaste muskel trækket. Da han efter 3 dage havde lært at gå med skinnen kom han hjem.

Efter nogle dage hjemme skete der noget rigtig skidt.

Oskar fik på én eller anden måde trukket sit ben ud af forbindingen. På klinikken blev benet sat tilbage og forbindingen repareret. Fremkalderen til røntgen var samme dag desværre gået i stykker og ville først kunne bruges igen 2 dage senere. Bruddet føltes fast og stabilt, så vi aftalte, at Oskar kom igen om 2 dage til røntgen.

Røntgen billedet viste desværre, at bruddet var skredet lidt. Jeg overvejede, om jeg skulle prøve at operere igen, men valgte at lade være. Efter 7 dage er sådan et brud nemlig godt i gang reparationerne.

På billedet ser det nemt ud – det skal bare skubbes lidt – Tro om! Brud bliver hurtigt – på få dage – viklet ind i reparationsvæv. Blødt væv kan man ikke se på røntgen, men hvis man lukker op og prøver at skubbe det på plads, opdager man hurtigt, at det ikke giver sig.

Kontaktfladen mellem de to brudflader var stadig over 1/3. Knogler er levende væv. De ikke alene vokser sammen, nej de retter sig også op efter forholdende. Det hedder, at de remodellerer.

Og det har Oskars ben da også gjort.

På det ugentlige røntgen billede kan man se naturens fantastiske reparationsevne i gang.

Vi fjernede forbindingen forleden og Oskar springer rundt og er glad og fræk igen, mens hans ejer er i Norge en smut. Bare han da ikke kommer hjem med brud….

Hilsen Dyrlægen

 

Onsdag d. 020211
Trekantsdrama

Ved du at næsten alle sygdomme er det rene trekantsdrama? Det er de.
Der er tre meget utilregnelige deltagere.

Vi ser det hver dag på klinikken i en eller anden afspejlning:

Det er lige fra den forsultede hjemløse strejfer med alverdens infektioner til den fine avlskat med megen “linie avl” bag sig og alle de medfødte skavankerne den tætte avl medfører, og mange mange flere

Trekantens deltagere er altså: Individets medfødte gener i et dramatisk samspil med omstændighederne (miljøet) og med mikroberne (fx virus, bakterier og parasitter).

Et individ er et genetisk resultat af to andre individer – på godt og på ondt. Den genetiske arv er livets madpakke. Vi kan forsøge at gøre den mere velsmagende eller vi kan lade den rådne. Men den genetiske arv – madpakken – er altid udgangspunktet.

Miljøet – tja, ”miljø” er jo de omstændigheder, der omgiver os. Miljøets påvirkning af individet hører vi jo så meget om: kostvaner, forurening, livsstilsproblemer, stressfaktorer mm. Miljø er som regel noget, vi i en eller anden grad kan påvirke.

Så er der mikroberne. De kan være gode og evt. nødvendige for at opretholde livet, men nogle kan blive eller er ”dårlige”. Infektioner i individet startes og holdes i gang af forskellige mikrober – vel at mærke, hvis de rette omstændigheder og et modtageligt individ er til stede. Det er det trekantsdramaet går ud på:

Individets genetisk arv kan nemlig have svage punkter – miljøet kan belaste et individs modstandskraft eller være med til at styrke mikroberne i antal – mikroberne kan bryde igennem de svage steder.

Så trekanten hedder: individ-miljø-smitte. Det hænger sammen det skidt.

Et eksempel på trekantsdrama kunne være at:

Et indavlet dyr er ofte mere udsat for infektioner og allergier i forhold til et ikke indavlet dyr, der er i samme mijø.

Et dyr, der fx er svækket efter flere ugers fejlernæring vil også være mere udsat for infektioner end den velnærede.

Et dyr der bor i en ”svinesti” eller ”bakteriebombe”, hvor dets modstandskraft er nedslidt, vil også være mere udsat overfor infektioner end, hvis det boede i et rent hjem.

Tænk på “trekanten” næste gang dit kæledyr eller du selv er syg. Det gør vi.

Hilsen Dyrlægen

 

Torsdag d. 200111
Hittekillingen Fanny

Er der nogen, der savner en ca. 12 uger gammel, trefarvet missepige? Hun blev indleveret fra Trige Centervej igår.
Hvis ikke ejeren dukker op vil vi prøve at finde et nyt hjem til den lille Fanny, som vi kalder hende.

Hilsen Dyrlægen

 

Torsdag d. 200111
DVS032 sort/hvid, voksen huskat, hun

En hunkat, med en noget utydelig øretatovering i begge øre (formentlig DVS032) er indleveret fra Trige Centervej.
Katten er formentlig fra et kattehjem i Brønderslev men er desværre ikke blevet registreret, og kattehjemmet er pt. nedlukket.
Er der nogen, der kender den lille dame?

Hilsen Dyrlægen

 

Nytårs-status 2010

Juleaften blev til 2 fødsler og en enkelt rottweiler,
der var røget igennem udestueruden.
Nytårsaften var præget af høj feber og maveonde –
hos hund og kat, vel at mærke.
Hele 2010 gik med masser af både godt og ondt –
lige fra uskyldige vaccinationer til hjerteskærende aflivninger.
Mange folk havde fridage mellem jul og nyt år,
trods de få fridage i julekalenderen.
Og de skulle bruges …
ikke kun til juleri, nej, fido og misser kom under kniven.
Så var der jo tid til dyrets første sygedag og ekstra omsorgsdage.
Og løbetiden i 2011 kunne undgåes!

Så 2010 sluttede med behørigt rabalder!
Det har været et godt og travlt år.

Tak til jer alle.
Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 201210
JUL

Så er det Jul igen….
Tja, for min skyld behøvede det ikke være så koldt
og sneen måtte gerne forsvinde igen.
Jeg tror de fleste katte er enige med mig…
I alt fald de stakler, der har reddet sig en lungebetændelse eller blærebetændelse, og dem er der faktisk nogen stykker af.
Snotnæse er der også, men det er oftest pga. katteinfluenza.
Det er selvfølgelig mest de katte, der ikke er vaccineret, det går ud over.
Men vaccinen dækker ikke 100% og dækker iøvrigt måske kun i 10 måneder,
så der er ikke mange fritagelser.
Men God Jul alligevel!

Og til de, som har nye katte kan jeg sige, at lyset nu begynder at vende tilbage…
og det gør hormonerne også.
Hvis katten ikke er neutraliseret, kan I roligt regne med at løbetiden snart sætter ind. Januar plejer at være den store brunst måned…
Så vi ses!
Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d. 101210
Fundet!

Rachel og Sarah´s ihærdig søgen på Skødstrupvej gav pote.
Ejeren blev kontaktet og nu kommer den gamle mis på loftet hjem!
Godt nok uden hale, men den var jo alligevel bare i vejen.
Tak til Rachel og Sarah for deres indsats!

Hilsen Dyrlægen

 

Onsdag d. 081210
14 årig på loftet i Hjortshøj

Var der rotter på loftet på Skødstrupvej?
Var der nisser?
Nej – det var bare 96ND38!
En gammel, gråstribet, kastreret hankat,
med en total stiv hale og lidt skrøbelige bagben.
Rachel og Sarah blev hans redning fra kulde og sult.
De tog ham med ind til mig.
Han blev bedøvet og jeg fjernede hans stive hale og indlogerede ham i et lunt bur mens jeg søger ejeren.
Men det går ikke så nemt. Øretatovering er ellers helt tydelig og Inges kattehjem meget hjælpsomme –
MEN, det opgivne tlf. no. er taget ud af brug og huset på adressen står tomt. ÆV! Han er en dejlig og kærlig 14 år gammel kat.
Jeg bliver helt bange for, at ejeren måske også er
gammel og “taget ud af brug”!
For hvor er ejeren, som denne kat kan nyde sit otium sammen med?
(Omkostninger skal ejeren iøvrigt ikke tænke på.)

Er der nogen der ved noget om katten eller dens ejer,
så meld lige tilbage til mig, på 27205821.
Hilsen Dyrlægen .

 

Fredag d. 261110
Kylling á la Skraldespand

Vi har haft en hund med et kyllinge ben på tværs af ganen idag.
Vupti! så var den ude med at hurtigt snuptag!

Men jeg mindes en anden situation med kyllinge ben
for et par måneder siden, der ikke sagde “vupti”.

I Kasted konkurrerer hundene nemlig ikke kun i højdespring
(jvf. Cita´s sidste forsøg, der kostede en tå)
Nej, der er også gået “Guineas Rekordbog” i, hvor mange kyllingeben en hund kan spise mens ejeren er væk 5 minutter.
Det var det den lille king charles, Alba, gjorde.

Ejeren ringede bekymret ved middagstid.
Alba havde tømt skraldespanden
for familiens rester fra kyllingemåltidet aftenen før.

Jeg rådede til at give godt med madolie/paraffinolie + asparages til at pakke sig omkring eventuelle spidse knoglestumper.
Men jeg skulle blive klogere!
Ejeren valgte at komme med Alba så hun kunne få kuren + et brækmiddel. Det gjorde vi så, men resultatet udeblev.
Et røntgen billede viste da også tydeligt at maveindholdet nok hverken kunne kom frem eller tilbage!
Mavesækken var fuldstændigt udtamponeret af kyllinge ben – store og små.
Jeg valgte at operere med det samme, selvom det stadig var i den åbne konsultation. Jeg frygtede, at der kunne gå hul på mavesækken eller at der kunne opstå kredsløbsforstyrelser,
fordi så meget af Alba´s blod ville løbe til mavesækken.

Theresa var gået hjem tidligt. Jeg mente jeg nok kunne klare operationen alene.
Men lige da jeg skulle til at starte trådte min tidligere klinikassistent, Lille Hanne, ind ad døren for at købe noget foder.
Hun blev straks kapret til at passe narkosen – og gud ske lov for det –
for den var ikke nem. Alba trak ikke vejret selv 2/3 af tiden under operationen.

Lille Hanne ventilerede. Men ikke nok med det, Alba fik på et tidspunkt hjertestop. Vi fik hende heldigvis hurtigt igang igen vha. hjertemassage og antidoten til noget af den narkose hun havde fået.

Selve operationen tog ret lang tid. Det er et lille hul, jeg skulle tømme maveindholdet ud ad – et kyllingelår, en vinge eller to, et stykke ryg med bækken osv. Jeg tror der var en ½ kg kyllingeknogler mm.
Det var aldrig kommet ud af sig selv.

Mavesækken er lidt tricky at sy sammen og
dagene efter skulle Alba kun have proteinfattig kost for at holde mavesyreproduktionen nede mens såret fik ro til at hele.

Alba har det idag godt og Alba´s ejer og jeg mener forøvrigt at Lille Hanne er en rigtig engel!

Tusind tak for din hjælp!
Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d 121110
Fedtsugning

Katten Kitty er en gammel kending her i huset,
både i pensionen og på klinikken.
Hun har det med at komme i slagsmål med andre katte.
Deres rifter og bid ender ofte i bylder på hale eller lemmer.

I lørdags havde hun slæbt sig hjem med en gennemtygget lyske parti.
Og det var ikke katte hun havde udfordret denne gang – det var klart, at
kun en hund eller ræv kunne udrette så megen skade.

Jeg var bange for, om der var sket knusninger i bughulens organer, fx. i tarmene, så jeg valgte at lukke op og inspicere. Der var heldigvis ikke sket andre skader end de synlige i lysken. I lysken var tilgengæld store bid huller og blødninger i underhuden. Kitty er ikke af de helt åleslanke, så fedtet var godt gennemtygget. Jeg rensede op og syede så godt jeg nu kunne.
Kitty fik antibiotika og væske indsprøjtninger og blev så indlagt.

Efter 2 dage blev hun rigtig sløj. Jeg bedøvede igen. Der var gået dødt kød i fedtet omkring den bagerste mælkekirtel. Jeg rensede det døde væv væk og lagde et dræn i, inden det blev syet sammen igen. Da Kitty vågnede denne gang, var hun sulten. Hun åd som et tærskeværk og har haft det godt lige sige.

Og så er hun blevet slank på den ene side!

Hilsen Dyrlægen

 

Tirsdag d. 051010
Brok er mange ting..

Idag havde vi 2 brok, i sidste uge en dobbelt brok
og i morgen en selvskabt brok….
Så brok – det kan vi!
Idag var det den 4 måneder gamle Molly – en dansk-rundkørsel
i jagthunde racer – med navlebrok.
Broksækken var ikke svær at skære rent og derefter lukke.
Der var kun krøs i broksækken, men brokporten var ellers stor nok til at en tarm godt kunne være smuttet med ned i sækken.
Det er det man altid er bange for. Sådan en slynge tarm kan jo blive aflklemt, og når blodet ikke kan strømme frit frem og tilbage i slimhinden, tja, så bliver den opsvulmet og smertefuld og kan måske “dø”.
Desuden kan slimhinden blive utæt så bakterier kan kommer over i bughulen.
Bughindebetændelse er en meget alvorlig sag!
Men Molly fra Risskov har så ikke brok mere.

I sidste uge kom en anden pige fra Risskov – Venessa.
Hun er en lille Mops, der har haft en hård fødsel sidste år.
Hun havde så voldsomme veer, at hun fik lyskebrok i begge sider!
Da jeg lukkede brokporten op i først den ene side og så den anden,
måtte jeg konstatere, at der var en livmoder horn i hver
(livmodereren hos hunde er nemlig tvedelt).
Hornene var vokset lidt fast til brokporten, men kunne med lidt fingersnilde godt flyttes tilbage til bughulen.
Men lyskebrok er ikke så nem som navlebrok… der går jo både pulsårer og vener igennem lyskekanalen – lige der, hvor man skal skære og sy, for at der ikke skal komme en ny brokudposning.
Men det lykkedes og holder forhåbentligt til en fødsel mere …
om et års tid.

Den brok jeg skal reparere i morgen, skal jeg med skam melde, at
jeg nok selv har været skyld i.
Det er lille Sisse fra Hinnerup, der blev steriliseret for et par måneder siden. Der er kommet en udposning midt på aret efter sterilisationen.
Imorgen forventer jeg at se, at én af de inderste tråde er gået op.
Det er bare pudsigt, at der er gået så lang tid inden brokken viser dig. Pudsigt.
Men Sisse er også pudsig – hun brokker sig faktisk også en hel del …

Hilsen Dyrlægen

 

Tirsdag d. 210910
Hurra for neutralisation istedet for P-piller!

Jeg har vist ikke fortalt om lille Sisse fra Hinnerup.
Det er over en måned siden, men hun har lige været her i pension, og
jeg blev så glad for at se den ændring, der er sket med hende.

Dyrlæger har en tommelfingerregel om,
at hunkatte skal veje over 2 kilo, når de bliver neutraliseret.
Lille Sisse kom fra en gård og vejede ikke mere end 1½ kg trods hendes 2 år. Hun var desuden hektisk og småtspisende.

Den dyrlæge, de havde konsulteret, ønskede ikke at neutralisere Sisse.
Hun fik istedet P-piller (Perlutex).
Og Sisse var en rigtig P-pille kat – en rigtig sur madam!

Gårdkatte har det med at blive indavlede efter nogle generationer.
Indavlede katte bliver ofte små og svagelige.
Sisse var ingen undtagelse!

Jeg valgte at neutralisere hende trods vægten.
Sisse viste sig at have en stor, olm livmoderbetændelse (en mucometer) og cyster på æggestokkene. Disse forandringer opstår oftest pga. hormonforstyrrelser – fx. pga. P-piller som Perlutex.

Og Sisse blev en anden!
Hun begyndte at spise normalt og denne gang i pensionen, kunne jeg faktisk snakke med hende uden at hun hvæsede surt ad mig.
Hurra for neutralisation istedet for P-piller!

Hilsen Dyrlægen

 

Hvad er det med røde hankatte og biler??

Her på klinikken har vi en statistisk overvægt af påkørsler af røde hankatte i forhold til de øvrige farver og køn.
De 8 ud af 10 påkørte katte bragt til klinikken er hankatte og
heraf er 9 ud af 10 røde hankatte.

Vi har haft påkørte katte fra bl.a.
Tilst, Skæring, Herskind, Lystrup, Galten, Sabro, Hadsten, Kasted, Skejby,
Trige, Horsens, Skanderborg og Hinnerup,
så det kan ikke være en bestemt rød-kattefamilie,
ved en bestemt befærdet landevej, der er skyld i den statistiske overvægt.

Så hvad er det med de røde hankatte og biler??

De typiske skader har været;
lårbensbrud, hofteledsskred, blæreskader, nerveskader i især bagbenene, sprængt mellemgulv og kollaps af lunger.

Lige nu har vi to røde hankatte, der har været for tæt på biler.
Charlie har en blærelammelse og
Sofus har et kompliceret splintret lårbensbrud.
Charlie har fast kateter i så han kan tisse.
Tiden må så vise om nerven kan hele sig.
Sofus fik bl.a. sat et marvsøm i i lørdags og er ved godt mod,
men han er ikke glad for den stive forbinding.
Des hurtigere han forliger sig med at være “trebenet”, des hurtigere kan han komme hjem. Han skal have forbindingen på i 4 uger.

Hilsen Dyrlægen

 

Søndag 050910
Muss og Møffe til Tilst

Så lykkedes det endnu engang – og heldigvis for det!
Muss og Møffe er kommet til Tilst.
Det er jo to helt skønne små piger, og jeg glæder mig til at se dem igen til neutratisation om en månedstid.
Men de hedder nok ikke Muss og Møffe mere…

Hilsen Dyrlægen

 

Onsdag 250810
Muss og Møffe mangler et hjem

Muss er en cremetorti og Møffe er en gråstribet huskat.
De er søskende og ca. 12 uger gamle.
De er glade og livlige og meget smukke begge to.

Har man katte-plads eller kender nogen der har det, så er de til “giv væk”
inklusiv vaccination og sterilisation + tatovering
bare de får et godt hjem
enten sammen eller hver for sig.

Hilsen Dyrlægen

 

Torsdag d. 230710
Kattehalsbånd…?

Skal en kat øretatoveres – have chip – eller have halsbånd på?

Tja, den lille ca. 7 måneder gamle hvide hunkatte killing,
nu kaldt Pippi, er ikke i tvivl!

Rebekka, som var ude at jogge, er enig: Halsbånd er lidt farlige.

Rebekka og hendes veninde opdagede den hvide kat ude i vejsiden.
Først troede de, at den havde en mørk stribe ned over siden.
Men ved nærmere eftersyn kunne de konstatere, at det var halsbåndet.

Pippi havde på en eller anden måde fået trukket højre forben op igennem halsbåndet så denne nu sad som en snærende ring omkring hals og armhule.

Killingen kunne lokkes med lidt tun og de blev gode venner på kort tid.
Men den lugtede fælt af råd fra armhulen.

På klinikken bedøvede jeg den lille magre prinsesse.
Halsbåndet havde i en periode på formentlig over 7 dage
ædt sig dybt ind i armhulen.
Naturen havde forsøgt at lukke såret med såkaldt granulationsvæv, som, hvis katten levede så længe, ville være blevet til fast uelastisk arvæv. Men jeg tror næppe Pippi havde overlevet, hvis ikke Rebekka havde fundet den.

Jeg skar det jomfruelige arvæv væk og checkede for spyfluelarver,
så godt jeg nu kunne.
Det store hul blev syet sammen og
jeg lavede et par snit på begge sider af syningen
for at tage noget af trækket, så der ikke kom hævelse i benet
pga. stase, dvs. afklemining af venerne i armhulen.

Nu er Pippi kommet hjem til Rebekka og æder som et tærskeværk.

Men hvor er ejeren?
Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 120710
Jessie hoppede på krogen

Normalt er dansk-svensk gårdhunde kloge, men Jessie
hoppede altså på krogen – faktisk 2…
Bilruden var rullet ned på ejerens bil, så Jessie hoppede glad og fro ind på passagersædet…hvor ejeren lige havde lagt al fiskegrejet…

Da de fik Jessie viklet fri af fiskesnore mm. kunne de konstatere at, der sad 2 kroge fast i hende. Èn på skulderen og 1 i forbenet.
Det var 2 store gedigne ankerkroge med 3 kroge i hvert anker,
hvoraf den ene altså gik igennem huden.
Ejeren havde tænkt hurtigt og handlet rigtigt ved at nappe de frie spridser med en knivtang for at forhindre, at også Jessie´s tunge blev spidet.

Da Jessie kom på klinikken så det meget dramatisk ud med de
strittende kroge på den ulykkelige hund.

For ikke at ødelægge vævet yderligere
skal sådan en krog presses helt igennem huden.
Først derefter kan man trække krogen baglæns ud.

Jeg bedøvede hunden og ledte efter
noget, der kunne bide igennem de solide kroge.
I mellem tiden var tømreren kommet i anden ærinde.
Tømreren blev spurgt om råd og op af tasken kom en stor knivtang.
Lægen var kommet hjem fra arbejde og sagde,
at det havde han tit prøvet på skadestuen,
så lægen nappede krogspidserne.
Og dyrlægen trak krogene ud, gav antibiotika og syntes det havde været en rigtig mærkelig dag med hønseben og fiskekroge.

Hilsen Dyrlægen

 

Onsdag d. 230610
Perle´s 9 liv
Perle har igen “mødt” en bil på sin vej.
Sidste gang var i marts, hvor han nær havde mistet den store trædepude på venstre bagben. Det lykkedes at rede en tredjedel af
trædepuden og Perle har haft det fint med det.

I fredags kom ejeren for at købe lidt mad til dyrene.
Hun fortalte hvor godt det gik og alle var glade …MEN da hun kom hjem herfra var Perle kommet slæbende med bagkroppen.
Det var især venstre bagben igen, der havde lidt under mødet med bilen.
Benet var nu spastisk men der var ingen brud at se i ryg eller ben på et røntgen billede. Perle blev indlagt igen.

Efter 2 dage kunne jeg se, at der var begyndende kontraktur i benet – dvs. at musklerne på undersiden af benet trak sig mere fast sammen end dem på oversiden. For at forhindre at tilstanden blev permanent lagde jeg en udrettende skinne på benet. Derudover lagde jeg mærke til at Perles vejrtrækning var blevet noget mere anstrengt.

Næste dag var vejrtrækningen blevet endnu værre og et røntgenbillede af brystkassen bekræftede mine bange anelser: mellemgulvet var gået i stykker og både lever og mange tarme var trykket op i brysthulen.
Perle havde også trukket vejret lidt besværet de første 2 dage,
men jeg tog for givet, at det skyldtes smerter i benet.

Perle har altså gået 3 dage med ingen undertryk omkring lungerne og alligevel formået at opretholde livet og endda været sød og kælen. Fantastisk!

Vi opererede i 1½ time i formiddags. Jeg førte kniv og tråd, Karen assisterede og Theresa ventilerede og styrede narkosen.
Og det lykkedes. Perle trækker nu vejret fint og vi har alle undret os over at Perle overhovedet er i live.
Men der kan da heller ikke være mange liv tilbage af de 9 efterhånden.

Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 210610
Hegnsproblemer

Cita er en smuk gordon setter. Hun er 8 år og meget kærlig.
Hun har bare et problem: Hun vil ikke være indelukket.
Men det har hun råd for:
Hun åbner snildt alle døre både den ene og den anden vej og
hegne er til at forcere.

Alle folk i Kasted kender Cita, for hun går tit en runde i byen,
når hegnet er blevet for begrænsende.
Ejeren har forlængst konstateret at hegnet skulle laves højere, men der har bare ikke været tid…og så gik det galt…
Familien tog afsted om morgenen, hvorefter Cita sprang over trådhegnet. Men hun kom desværre ikke helt over. Hendes venstre forpote satte sig fast mellem ståltrådene. Den blev snoet fast. Ingen ved, hvor længe Cita har stået der.

Naboen kom hjem over middag og befriede hende.
Poten var blevet noget klemt men ejerne ville lige se situationen lidt an.
2 dage senere lugtede poten underligt og Cita ville ikke gå.
Jeg blev kontaktet og kunne konstatere, at der var voldsomme kredsløbsforstyrrelser i poten. Den var kraftigt svulmet op og der var en fure efter ståltråden tværs over de 3 tæer. “Pegefingeren” var gået helt af led og de to midterste tæer var løse i det øverste led. Der var begyndende dødt kød på især “pegefingeren”, som i øvrigt sad meget skævt.

Jeg kunne ikke sætte tåen på plads
før hævelsen havde fortaget sig og gangrænet havde begrænset sig.
Cita fik straks en kraftig dosis penicillin og en grundig behandling med laser.

Næste dag var hævelsen aftaget. Efter 2 dage med samme behandling, vovede jeg at lægge en støtte forbinding, og efter 5 dage valgte jeg at forsøge at stabilisere tæerne i de forskubbede led.
Jeg borede hul igennem knoglerne over og under det øverste led i “ringefingeren”. Et uopløseligt nylon tråd blev trukket igennem hulerne og bundet stramt, så ledet ikke kunne vippe til siden som før.
“Pegefingeren” var sværere pga. det døde væv. Der manglede et luns væv ovenover det led, der var helt forskubbet (luxeret).
Leddet kunne jeg ikke rede, så jeg valgte istedet at forsøge at rede tåen ved at skære ledet væk, så knogle-enderne kunne vokse sammen.
Jeg konstruerede en støtteskinne og fortsatte den daglige antibiotika/laserbehandling med forbind-skift.
Men tåen stod alligevel ikke til at rede og 3. dagen måtte jeg fjerne den helt.
Det blev Cita glad for.
Hun går stadig med støtte skinne, men det varer nok ikke længe før “far-mand” skal have gjort noget ved det hegn…!

Hilsen Dyrlægen

 

Onsdag d. 090610
Choco

d. 15-5 blev den lille australske dameterrier, Choco, påkørt i Voldby.
Ejeren kontaktede straks nærmeste dyrlæge, der konstaterede, at Choco var i chok, og at der måske var blødninger i den ene lunge. Derudover var reaktionsevnen i venstre forpote tydeligt nedsat. Choco sansede åbentbart ikke potens stilling og reagerede ikke på berøring.
Dyrlægen syede en lang flænge på forsiden af underbenet sammen, men kunne ikke udelukke, at der var sket skade til nerver eller sener.

Jeg er Choco´s faste dyrlæge, så næste dag kom de hos mig.
Choco evnede ikke at gå på 3 ben, så ejeren bar hende rundt.
Choco var stadig noget påvirket, men der var
ikke tegn på at lungerne var beskadiget.
Poten dinglede slapt og reagerede ikke på at blive trykket – men det gjorde Choco – hun er en dame, der bider først og spørger bagefter, så vi gav mundkurv på fremover …
Jeg gav laserbehandling. Hævelsen aftog allerede dagen efter men benet
kunne ikke støttes på uden at knække sammen allerede oppe ved skulderen

Jeg kunne heller ikke udelukke at
stræksenerne til tæerne var beskadigede.
Jeg måtte ind at kigge. Choco blev bedøvet og såret blev lukket op igen. Huden blev skubbet til side, så jeg kunne se, om der var problemer med nerver/kar eller sener. Men der var umiddelbart ikke nogen forklaring på den dinglende pote, så huden blev syet sammen efter at blive
renskåret for lidt dødt væv i kanterne.

Jeg havde tidligere opdaget en noget mindre rift i armhulen og regnede nu med, at det var helt deroppe en nerve var blevet “flosset”. Men armhulen er et kompliceret sted – en sammenfletning af nerver/kar og muskelbånd.
Jeg havde ikke den store trang til at lukke op til området.

Hvis der var overrevet nervetråde, ville det i bedste fald tage mellem 2-7 uger at vokse sammen igen. Jeg gav laser behandling og lagde en forbinding på forbenet med en indbygget afstivende skinne. Med den på kunne Choco næsten gå på 4 ben og foden vendte rigtigt i forhold til underlaget,
så der ikke kunne komme kontraktur – dvs. en
vedvarende sammentrækning af musklerne/muskelbånd.

Nu 3 uger senere har Choco fået skinnen af.
Foden vender rigtigt og følesansen er vendt tilbage.
Det er dejligt og Choco er selvfølgelig på forhånd
tilgivet hendes behov for mundkurv…

Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d. 040610
“Hajen” med buler i betrækket.

Lille dejlige Zenta er nok verdens mest charmerende hvide schæferhvalp,
og i løbet af bekendtskabet har jeg i tankerne tit
skiftet hendes ejer ud … med mig.
(Men hun har også verdens sødeste ejere, så det går nok ikke.)

Da den 8 uger gamle Zenta blev udvalgt af Janne var det ikke kun
pga. hendes charme
men også pga. en knytnæve stor bule på højre halsside lige under kæben.
Det var jo tydeligvis noget, der skulle ordnes, og
Janne ville være sikker på at Zenta fik den behandling, hun skulle have.

D. 160510 kom Zenta så med hendes store bule. Jeg punkterede den og kaskader af tyndt blodtilblandet sårvæske sprøjtede ud. Lymfekirtlen ved kæbehjørnet var også kraftigt forstørret. Da jeg punkterede denne kom en hel del slimet, blodtilblandet væske ud.

Jeg var i tvivl om ansamlingen skyldtes en tilstoppet spytkirtelgang,
eller et kraftigt slag. Næste dag var bulen bare blevet endnu større.
Jeg valgte at bedøve zenta og lukke op.

Jeg så at hud + underhudsmusklerne var løsnet fra de underliggende halsmuskler. Dette hulrum strakte sig fra adamsæblet fra højre side over nakken til midt på halsen på venstre side.
Theresa kom til at tænke på en tidligere patient, vi har haft, papillonen Elvis. Han var blevet rusket af en stor schæfer således at huden omkring hals og brystkasse havde løsnet sig fra underlaget.
Men de to patienter var nu ikke helt ens, for
Zenta´s hud var løsnet i så tykt et lag, at der stadig var
blodtilførsel og et rimeligt kredsløb.
Det var der ikke i det ultra tynde hudlag, som Elvis havde fået rusket sig til.

Der var ikke tegn på, at det drejede sig om en spytcyste, så jeg syede huden fast til underlaget og lagde et dræn ind. Drænet dryppede lystigt de første par dage, men efterhånden aftog det og blev fjernet. Zenta kunne komme hjem.
Det var vi nogen stykker, der ikke var så glade for. Min hund, Sella, bl.a.
Sella havde nærmest været som en søster for Zenta under det ugelangt ophold.

Men vi skulle ikke savne hende så længe, for 2 dage senere fik hun feber og Janne mente vi hellere måtte beholde hende her, indtil stingene kunne tages.
Så Zenta flyttede ind igen. Feberen blev hurtigt banket ned.
Såret på halsen havde det fint og Zenta var blevet lidt ældre.
Hun havde fx. opdaget, hvad tænder kan bruges til.
Det gik mest ud på at hapse i ankler og sko. AV! for nogle syler!
Zenta gik nu under navnet : Hajen.

Da hun nogle dage senere kom hjem savnede vi ikke Hajen,
men Zenta vil altid have en plads her.

Hilsen Dyrlægen

 

Onsdag d. 190510
Dåbsattesten?

Sif er en frisk 12 år gammel dansk svensk gårdhund –
eller det var hun da, indtil for nylig.
For en måneds tid siden begyndte hun at hoste og blev hurtigt træt.
Ejeren tog til dyrlægen, som mente det var orm i lungerne.
Efter en uge var det blevet værre og de tog til en anden dyrlæge.
Denne gang blev Sif behandlet for lungebetændelse.
Lungerne var nok begyndt at “skramle”.

Forværringen fortsatte og da de så gik til 3. dyrlæge, nemlig mig, var jeg ikke i tvivl om, at Sif havde lungeødem – populært kaldet: vand i lungerne.
Det boblede og sydede nemlig voldsomt, da jeg lyttede til lungerne og slimhinderne var lidt gustne.
Hjertet gik egentlig støt og fast, men kunne åbentbart alligevel ikke klare kredsløbet. Det er nok noget med slitage og dåbsattesten.

Jeg startede Sif op med hjertemedicin og hurtigtvirkende vanddrivende medicin. Der ville nok gå en uge før effekten af hjertemedicinen slog igennem , men det vanddrivende blev givet i venen og
virkede derfor allerede efter ca. 20 minutter.
Sif holdt næsten helt op med at hoste og fik hendes ungpige-farve igen.
Det var en lettelse for alle. Hun er jo en meget afholdt lille dame.

Sif kom til kontrol dagen efter og skal igen om en uge.
Det går rigtig godt indtil videre … trods dåbsattesten.

Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 030510
Brix med knæet

Hønsehunden Brix er af kaliberen: stor, glad og kærlig.
I december 09 blev den 8 årige kleppert halt på venstre bagben. Ejeren tog til dyrlægen, som tog røntgen og ikke fandt grund til alarm. Brix fik smertestillende men blev ikke helt haltfri.
Så ejeren tog til en anden dyrlæge, der var blevet varmt anbefalet af naboen.
Denne dyrlæge mente, at det var korsbåndet, der var røget.
Brix blev opereret dagen efter.
Men det gik ikke så godt. Han gik fra at være lidt halt til at være 3 benet. Og knæet voksede grumt i omfang. Gigt- og smertestillende midler hjalp ikke. Dyrlægen mente, at en aflivning var på sin plads nu,
pga. hundens smerter og dårlige fremtidsudsigter.
Ejeren ønskede nu alligevel en 3. vurdering og kom d. 310310 med Brix.
Knæet var enormt, mindst dobbelt så stort som det andet.
Brix tog ikke støtte på det, men jeg måtte gerne trykke på det og
undersøgte benet på kryds og på tværs.
Der var et lille hul i huden på ydersiden af knæet. Der sivede pus ud af hullet.
Ejeren gentog flere gange med desperation i stemmen, om jeg mente at Brix skulle aflives. Det mente jeg ikke.
Jeg forklarede, at det var muligt – sandsynligt faktisk – at knæet ville blive stift, men bare han blev smertefri, så kunne han nok leve med det.

Jeg indledte en bredspektret antibiotika kur på op til 6 uger. Brix skulle desuden fortsætte med gigt-/smertestillende medicin.
Efter 1 uge var knæet skrumpet ind med en tredjedel, og efter 2 var den blevet næsten normal størrelse.
Men der sivede stadig en del væske ud af hullet i huden.
Jeg bedøvede Brix og skar knæet op over hullet. Fistelgangen fra hullet førte mig lige hen til en stor knude af nylontråd, – den slags, der bruges til korsbåndsoperation. Snoren bag knuden var slap. Hvis det var denne snor, der skulle erstatte korsbåndstrækket, gjorde den i hvert fald ingen gavn.
Ud med den.
Jeg skyllede knæleddet, deponerede noget antibiotika, syede det hele sammen og lagde en klæbende forbinding på.

Brix var her igen igår. Ikke fordi knæleddet gjorde ondt – nej tvært imod…
Brix havde sprunget så meget rundt, at bandagen var røget af og nogle af stingende var gået op.
Så dem måtte jeg sy igen – dobbelt denne gang.
Men glad det bliver man da, at det overhovedet er nødvendigt.

Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 030510
Mus.ta.fat igen
Mustafat kom hjem til Pia for 4 dage siden.
Men ak, vandværket var utæt, så Mustafat blev indlagt igen.
Urinen skvulpede ud ved hver en bevægelse og den “lille” dreng var ulykkelig.
Men “lille” er nok ikke helt sandt.
Mustafat vejer nok henad 6 kg. Og det er langt fra muskler alt sammen…

Det viste sig, at han havde fået en
ca. 7x7x7 cm stor væskesamling til højre for numsen.
Jeg blev bange for at det måske var en perianal hernie, dvs. en brok i mellemkødet, og jeg var bange for, at det var blæren, jeg kunne mærke inde i brokposen. Det ville jo nok kunne forklare “skvulperiet”.
Men det var det ikke. Indholdet var derimod opløst fedt og sårvæske. Væskeansamlingen måtte være opstået i kølevandet på slaget og den deraf følgende kredsløbsforstyrelse i området. Fedtvæv har i forvejen en dårlig blodforsyning, så det er simpelthen “smeltet”

Jeg lukkede “posen” fra bunden og skar for en sikkerhedsskyld et lille hul (igennem et 8 cm tykt lag mave fedt!) ind til bughulen
for at kigge lidt til blæren. Den så fin ud.
Dagen efter “skvulpede” Mustafat ikke mere.
Urin-skvulperiet må have været, fordi væskesamlingen trykkede på blæren.

MEN så begyndte han istedet at dråbe-tisse
under store og hyppige anstrengelser.
Jeg mente det kunne være pga. hævelser efter seneste operation.
Han fik en lille smule binyrebark sammen med antibiotikaen.
Det hjalp ikke, så idag bedøvede jeg den lille fyr igen og lagde
med megen besvær kateter op til blæren.
Jeg forsøgte at skylle blæren med saltvand og jeg fik da også en lille smule mærkelig, grynet materie ud. Nu må vi se, hvordan det går imorgen. Jeg håber ikke jeg skal ind og skrabe blæren.

Stakkels søde Mustafat.
Hilsen Dyrlægen

 

Onsdag d. 210410
Mus.ta.fat

Mustafat kom hjem en sen aften for 4 dage siden.
Ejeren, Pia, var dybt ulykkelig over hans tilstand.
Han havde nemlig slæbt sig hjem vha. forbenene
med bagkroppen på slæb efter sig.
Røntgen viste at venstre bagben var revet ud af soklen i bækkenet. Jeg kunne ikke få benet sat på plads uden at lukke op til området, hvorefter det lykkedes. Så måtte tiden vise om det holdt.
Da jeg barberede ham inden operationen kunne jeg se flere kattebid i låret.
Jeg tænkte, at det måtte havde været en noget hæftig katte-kamp,
som måske havde været årsag til,
at Mustafat havde mistet fatningen og løbet ud foran en bil.
Stakkels mis. Han blev indlagt.
Næste eftermiddag havde han stadig ikke tisset selv om han både havde drukket og spist. Hans højre bagben var også meget hævet.
Jeg bedøvede igen for at lægge kateter op til blæren.
Men det kunne jeg ikke.
Jeg barberede hele bagparten og opdagede de mørke slagmærker. Urinvejene var så hævede at, hverken urin eller kateter kunne passere.
Jeg tømte så blæren via en kanyle i bugen og
gav godt med laserbehandling på bagdelen
samt noget hurtigt virkende binyrebarkhormonfor for at lette hævelsen.
Det hjalp allerede efter 2 timer.
Hævelsen i “elefantbenet ” aftog og
de første smertefulde dråber urin fandt vej ud via det forslåede vandværk.

Og så er det bare gået bedre for hver dag …
Men jeg beholder ham i bur i en uge mere
Jeg vil jo gerne være sikker på at det ben bliver siddende, hvor det skal.

Pia besøger Mustafat hver dag … længe ad gangen.
Jeg tror slet ikke han vil hjem igen.
Det er jo da luksus, når man kan få ejeren til at komme og
varte sig op på sengekanten hver dag!

Hilsen Dyrlægen

 

Onsdag d.210410
Fiskekat-kontrol

To 5 uger gamle kattekillinger kom til kontrol idag –
det var nok ikke helt nødvendigt, men jeg vil jo gerne se dem –
og desuden skulle ejeren have mere KMR-mælk til dem.
Killingerne´s mor er en stor pige, en asiatisk vildkat,
også kaldt fiskekat, pga. dens evne til at fiske føden op af vand.
Men det kneb for hende med at klare killingerne,
så ejeren har måttet træde til med kattemodermælkserstatning, KMR.
Men dette var også ved at gå galt.
Ejeren havde nemlig fået at vide af en anden dyrlæge, at det var godt at fortynde mælken med vand, hvis killingerne viste tegn på kolik.
Dette fandt jeg først ud af, da den første killing døde.
Obduktionen viste nemlig at mavesækken var udspilet og slatten.
Mælken har jo ikke kunnet klumpe, da den var blevet fortyndet.
Stakkels lille kræ!
Men fejlen blev rettet og de to sidste killinger rettede sig også –
kolikken forsvandt, og så kom de altså til kontrol idag…
5 uger og lige så store som en almindelig 13 ugers killing..
Af det kan man lære: Følg vejledningen på pakken/dåsen!

Hilsen Dyrlægen

Fiskekatten (Prionailurus viverrinus eller felis viverrina) er en asiatisk kat med en længde på ca. 1 meter og med en vægt på op til 10 kilo. Dens pels er brungrå med pletter og striber. Fiskekatten lever i tæt bevoksning i mangroveskovene i nærheden af vand, og æder foruden fisk og frøer også større hvirveldyr.

 

Søndag d.280310
To påskekillinger til Bertha

Det holdt hårdt, men den snart 4 årige maine coon kat, Bertha,
har da endelig fået et par killinger.
Han-katten kunne vist ikke rigtig finde ud af, hvad der var op eller ned på en hunkat, så Bertha nåede altså en “høj” alder for en førstegangsfødende inden hankatten fik opklaret mysteriet.
Men gammelfødende var hun altså.
På røntgen billedet kunne vi se to små fostre.
Bertha fik masser af plukveer, men ville ikke rigtig blokke helt op.
Vestimulerende medicin, oxytocin, havde ingen virkning på hende,
som om fødslen slet ikke rigtig var gået i gang.
Jeg valgte at se tiden lidt an for ikke at lave en kejsersnit på umodne fostre.
Plukveerne fortsatte indtil næste dag.
Til middag kunne jeg mærke at et hoved lå kilet ind i den smalle fødselsvej. Vandet var gået og fostret kunne umuligt komme længere.
Vi lavede fluks et kejsersnit. Hev den fastkilede killing tilbage og ud af snittet i livmoderen. Den så ikke særlig levende ud. Den anden var bedre.
Theresa og jeg pustede og puslede, og se om ikke de kom begge to!
Bertha blev efter aftale med ejeren fra Allingåbro neutraliseret.
Og så kom det springende punkt:
Ville Bertha kendes ved de små pus?

Det ville hun så egentlig ikke ret gerne, men hun tolererede dem.
Jeg forsøgte den ene gang efter den anden, at sætte killingerne til en pat,
men det er altså ikke nemt.
Det lykkedes med den ene, men den anden fattede ikke, hvad det skulle gøre godt for (han er nok ligeså hurtigopfattende som sin far…?)
Så Jeg måtte igang med KMR-mælken. Det gik så tilgengæld vældigt.
Men man skal ikke lade sig friste til at give så meget ad gangen til killinger. Deres mavesæk er ikke ret stor.
Jeg starter altid med 1-2 ml hver time og
forøger stille og roligt mængden og tidsintervallet over de næste 5 dage til
5 ml hver 3. time.
Hvis man er heldig dæmrer det for dem, at mors patter giver den bedste mælk
og Bertha finder ud af at slikke sine små nus,
så ejeren, Anne Mette, ikke behøver
nuller dem på maven, for at få dem til at tisse mm.
Men under alle omstændigheder ønskes Anne Mette og Bertha
god arbejdslyst!

Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d. 190310
Drægtig udenfor livmoderen
– Ally og de fantastiske fem!

Lige meget hvor mange fødsler/kejsersnit jeg har været impliceret i, må jeg erkende, at jeg lærer noget nyt hver gang!
Ikke mindst igår.

Sidste år fødte parson russel tæven, Ally, ved et ukompliceret kejsersnit
og i torsdags gik hun igang med at føde det næste kuld.
Alt gik tilsyneladende godt.
De to første hvalpe blev smuttet som mandler
omend moderkagen for no. 2 ikke kom med ud.

Men ejeren syntes, at Ally virkede lidt plaget og træt.
Ally blev tilbudt alverdens lækkerier, men lod sig ikke lokke.
Ejeren gav kalk og sukkervand, men Ally blev ved med at være nedstemt.

Der gik længe før no. 3 meldte sin ankomst og derefter
hele 3 timer fra no. 3 til no.4.

Ejeren kontaktede mig sent torsdag aften for at høre
om dette kunne være normalt?
Det kan det så. Normalt har hvalpene det også fint i livmoderen,
bare de ikke ligger klemt i fødselsvejen og bliver
bombarderet af nyttesløse veer.

Ally havde veer men ikke vestorm og hun passede de 4 hvalpe fint.
Jeg valgte at vi godt kunne vente lidt endnu.
Fredag morgen var der ikke sket mere, og Ally virkede øm over bugen.
Ved ankomsten til klinikken kunne vi på røntgen billedet se 2 hvalpe mere.

Jeg lukkede Ally op og fik et chok :

Der skvulpede en hvalp rundt kun omgivet af fosterhinder og fostervæsker!

Vi var så 3, der på skift kæmpede for at få liv i dette under :
En fuldbyrdet normal hvalp uden for livmoderen! WOW!
Og der var én mere! Men denne havde nok været død i 2-3 dage.

Ejeren fik pustet og gnubbet liv i den første.
Er der noget skønnere end den nyfødtes første lyd?

Mærkværdigvis kunne jeg også trække de manglende 3 moderkager ud fra bugen – nærmest som perler på en snor – mystisk!

En sprængt livmoder er netop en frygtet komplikation ved fødsler hos hunde/mennesker, der tidligere har fået kejsersnit.

Men Allys livmoder var ikke sprængt under fødslen.

Det var tydeligt at randerne omkring
det lille “hul” i livmoderen var afhelet forlængst.
De to hvalpe udenfor livmoderen har nok været der hele tiden,
dog med moderkagen fæstnet inde i livmoderen
Da fødslen så er gået igang er moderkager no. 2, 3 + 4 blevet skubbet ud i bughulen via det lille hul i livmoderen.

Ally blev neutraliseret. Ikke flere fødsler til den dame!
Men nu har hun jo også de fantastiske 5…..

Tak for kampen til Silkeborg holdet og Theresa!
hilsen dyrlægen

 

Tirsdag 160310
Hvordan gik det Perle?

Perle, som kom til skade med trædepuden på venstre bagpote
i begyndelsen af marts, blev på klinikken indtil d. 12-3.
Jeg måtte operere ham engang mere for at få trædepuden til at
vokse sig fast igen, men fast det er den da nu!
I hvert tilfælde halvdelen af den…
der var nemlig gået dødt kød i den del ,
der var længst væk fra hudforbindelsen.
Men heldigvis kunne kredsløbet holde liv i den anden halvdel, så med lidt fælles hjælp kommer Perle til at gå næsten normalt igen.
De to tæer virker forøvrigt…så der skal ikke “kappes en tå”.

Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d. 120310
Hvad fejler Tess?

Mens vi var i Portugal ringede Kristian fra Trige,
hans store hund, Tess, var “mærkelig”.
Hun var meget træt, ville ikke spise men drak en masse.
Og så kastede hun op engang imellem.
Jeg tænkte straks på livmoderbetændelse.
Vi aftalte at jeg skulle se Tess næste dag når vi var kommet hjem.
Tess var ikke forøget i bugomfang og der var ikke noget flåd fra skeden.
Men hun havde høj feber (39,5) og hendes
slimhinder var mørkerøde og hjertet farede afsted.
Jeg tænkte også på fremmedlegemer i maven, men hun var ikke øm på nogen måde, når jeg mærkede hende igennem.
Jeg sendte hende hjem med antibiotika.

2 dage senere kom Tess igen.
Hun var stadig sløv og ville ikke spise. Hun drak villigt men kastede ikke længere op. Temperaturen var stadig over 39.
Jeg tog en flok røntgen billider og en blodprøve. Der var intet unormalt at se på tarme eller mave, men leveren var måske lidt forstørret.
Blodprøven var også mærkelig: den ville ikke størkne. Tiøren faldt:

Tess havde jo Smitsom Leverbetændelse!

Jeg fik kuldgysninger over at tænke på, hvor tæt jeg havde været ved at ville lukke hende op, for at finde enten en syg livmoder eller tarmindkrængninger… Pyha..så havde jeg fået store problemer med at kontrollere blødningerne, for hendes blod ville jo ikke klumpe!
Nå, men så galt var det da heldigvis ikke gået.

Tess er nu i bedring. Hun får sukkervand og boullion og antibiotika.
Og så må tiden klare resten.
Det er godt at de fleste hunde idag er vaccineret mod smitsom leverbetændelse. Det var Tess ikke.

Hilsen Dyrlægen

 

Tirsdag d. 020310
Kap en hæl, og..?

Idag er Perle i dagpleje på klinikken. Perle er en stor hankat – selvom navnet måske kunne få én til at tænke på prinsesser.
Han har desværre meget ondt i venstre bagpote, for
han fik nemlig kappet “hælen” igår.
Formentlig efter mødet med en bil.
Den store trædepude dinglede således i en 1½ cm bred hudflap og
senerne til de to midterste tæer var overskåret.
I første omgang tænkte jeg, at trædepuden skulle fjernes helt, men ved nærmere eftersyn kunne jeg konstatere, at huden var varm, og når jeg trykkede på den blev den hurtig lyserød igen.
Så det var da et forsøg værd at sy trædepuden på igen.
Jeg plejer at sige “Det gud ikke kan, det kan katten!” Så nu får vi se.
Det lykkedes også at finde enderne til senerne, så Perle måske igen kan komme til at trække de to tæer til sig,
men selv om det ikke lykkes behøver jeg ikke
“kappe en tå” bare fordi den stritter lidt..?

Hilsen dyrlægen

 

Mandag d. 010310
Lissabon

Så er jeg hjemme og igang igen.
Lissabon var en særdeles spændende by.
Og som dyrlæge kan man ikke lade være med at bemærke, at
det så ud til at Portugeserne er glade for deres dyr.
Vi var fx. på Castello på toppen af en af de 8 høje, byen ligger på.
Deroppe var der mange katte, der lå og
slængede sig på græset og på murværket.
De var åbentlyst herreløse katte – men de var alt andet end magre.

Og så mens vi stod og betragtede dem,
kom en ældre herre svingende med pose og stok.
Alle kattene rejste sig som ved et trylleslag og fulgte i kølevandet på ham.
Han var tydeligvis “katte-far”. Det var dejligt at se.

Hillsen dyrlægen

 

Søndag d. 140210
Næsemosaik

Stakkels lille søde spaniel!
Hun er avlshund og tilbringer derfor en del tid i sit bur.
Da hun igår stak næsen ud mellem tremmerne, havde
en anden hund snappet hende i tuden.

Det så ikke godt ud. Begge næsebor var flænset op ned til overlæben.

Jeg gik igang med at stykke mosaikken sammen
og sy den så den igen lignede en næse.

Det blev vist helt pænt! Jeg ærger mig over, at jeg ikke tog et før og efter foto. ÆV!

Hilsen Dyrlægen

PS. Der er kun én synkron killing tilbage.
Det er tabby pigen med de store øjne.
De to langhårede killinger har fået hjem i Haslund v. Hadsten
og den anden rødstribede dreng er kommet til Voldby.

 

Fredag d. 120210
Megastor megakolon igen igen

Jeg har taget billeder, men jeg tror ikke folk synes, det er så rart at se på udspilede tarme. Så jeg gemmer dem lidt.

Katten er en stor flot ikke kastreret maine coon hankat fra Århus.
Han er blevet lukket op for 1½ år siden af en anden dyrlæge pga.
svær forstoppelse.
Dyrlægen havde da været nødt til at åbne ind til tyktarmen for at tage de knytnævestore stenhårde fæces knolde ud ad den vej.

Den store kattedreng har en for stor og noget slap tyktarm
– det kalder man megacolon –
og så hjælper det ikke på hans mave muskler, at han vejer 10 kilo –
og det er altså ikke muskler alt sammen!

Nå, men nu var det altså galt igen.
Jeg er ikke meget for at skære i tyktarme pga. bakteriefloraen.
Så jeg prøvede med paraffinolie i store mængder først.
Det hjalp ikke. Katten havde 2 dage senere stadig
svære trængninger uden resultat.
Jeg gav dernæst en stor lavement af sæbevand + paraffinolie.
Ingen gevindst.
Så måtte jeg lukke op for om muligt at massere knoldene ud via endetarmen.
Sikke en tarm!
Colon var på de smalle steder 5 cm i diameter og der sad flere
knytnævestore knolde.
De kunne umuligt komme ud på naturlig vis!

Jeg trykkede på knoldene og sprængte dem i mindre stykker,
samtidig med at jeg masserede lavement væsken ind i dem.
Nu skulle det være muligt for katten at udskille dem.

Ejeren købte laxoberal til at fremme tarmbevægelserne og idag (mandag) har jeg hørt fra hende. Aldrig har hun været så glad for at se en katteknold i bakken! Det var jo så blevet til mange flere knolde i løbet af igår.

Nu skal katten igang med en alvorlig slankekur og
lidt motion ville også være godt for tarmene.

Det vigtigste i slankekuren for denne kat er at tarmene skrumper.
Fiberholdig kost kan derfor ikke bruges.
Det bliver istedet 5 ml paraffinole hver 3. dag
efterfulgt af en dag med fx. laxoberal afføringsmiddel.

Og så måltidsfodring, 1-2 gange med små portioner
(fx. en lille håndfuld tørfoder) dagligt.
Maden bliver fjernet efter 30 minutter, hvis der ikke er spist op.

Det er mega synd for en kat med mega colon. Jeg håber kuren virker!

Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 080210
Skulderbladsfraktur i nytårsbrag

Trolde er en langhåret dværggravhund fra Silkeborg.
Hun blev moder til 5 dejlige hvalpe i midten af december 09.
Så det var højst uheldigt, at en bil bragede ind i hende nytårsdag.

Hos den undersøgende dyrlæge blev det konstateret, at
venstre skulderblad var flækket på tværs.
På røntgen billedet kunne man se, at de to dele overlappede lidt hinanden, og den pågældende dyrlæge tilbød derfor at operere.

De unge mennesker havde ikke råd til operation og ønskede
en anden dyrlæges vurdering.

Jeg så således Trolde 7 dage efter påkørslen.
Røntgen billedet viste at brudet var lidt “skævt” og gik derfor
nærmest op i en spids på samlingsstedet.
Jeg var også i tvivl om en operation var nødvendig.
Men da et skulderblad er fuldstændigt pakket ind i muskler på alle sider (man kan ikke forestille sig en bedre polstring og bandage)
valgte jeg at lade tiden virke.

Trolde fik sin arm i slynge igen, og idag kom hun til kontrol:
Skulderbladet har helet, så man
slet ikke kan mærke brudstedet og Trolde er smertefri og glad.

Hvalpene var forøvrigt med til 1. basisvaccination og chipsmærkning. Og de er bare skønne! (Jeg har døbt den ene King Charles pga. alle krøllerne i de lange øreflapper.)

Hilsen Dyrlægen

PS. Synkron killingerne mangler stadig hjem! Husk at de bliver vaccineret/neutraliseret og tatoveret på husets regning.
Registreringen på 125kr på den nye ejer dog selv betale.

 

Fredag d. 050210
Axi med skulderen

Bernersenen hunden, Axi, der blev
opereret for OCD i skulderen d. 210110,
var til kontrol idag.
Dejligt at se at hun springer rundt og er en glad pige….
MEN, ejeren fortæller, at Axi nu er begyndt at udvise symptomer svarende til OCD i modsatte skulder!
ÆV!

Vi venter lidt før vi laver den store undersøgelse med røntgen i narkose. Hvis det er bruskløsning, OCD, så kan hun jo ligeså godt blive opereret i samme narkose.

Men der er en lille chance, at det bare er en forbigående ovedrbelastning.
Vi får se!

Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d. 050210
Synkron-killinger mangler hjem

Jeg blev bedt om at aflive fire 14 uger gamle killinger idag.

2 rødstribede hankatte- + 2 tabby hunkatte killinger.

Men det var altså ikke nemt.

Det er fire meget smukke og rolige killinger –

og så bevæger de sig synkront! Sådan så det i al fald ud.

I samråd med en lettet og håbfuld ejer
blev vi enige om, at jeg skulle beholde killingerne for om muligt at
finde et hjem til dem.

De er halvt maine coon. De 3 er semilanghårede. Den 4. er korthåret og har de skønneste øjne, jeg længe har set

så…kom og se selv!

Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 010210
Breve fra Haiti
Se www.dyrenessos.dk

Det berører os alle. En helt uoverskuelig katastrofe .
Og vi vil gerne hjælpe, der hvor vi kan.
Jeg tror ikke, der er ret mange, der ikke har
bidraget på en eller anden led.

Der er endda mennesker, der finder overskud til at tænke på de nødstedte dyr foruden al den menneskelige lidelse.

Jeg får mails hver dag fra forskellige ildsjæle/organisationer.
De ved godt, at dyrene lige nu ikke har første prioritet i hjælpearbejdet, men man skal jo starte et sted –
og der er et meget stort behov!

Idag fik jeg fx. mail fra Dyrenes SOS.
De opfordrer til at man støtter op om dyrenes situation via de lokale dyrforeninger og de organisationer, der arbejder på at komme frem med hjælp til de forskellige områder.

Dette kan ske med bidrag – store som små – der går ubeskåret til de udvalgte organisationer, der giver akut dyrlægehjælp til området.

Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 250110
Bonnie hedder nu Agnes

Bonnie har skiftet navn til Agnes og
bor nu hos en familie i Skanderborg.
Vi håber deres gamle kat
er lige så glad for den lille princesse som den nye familie er.

Hilsen dyrlægen

 

Torsadag d.21-01-10
Mus i skulderen

Axi kom på klinikken november sidste år.
Hun var da en 6 måneder gammel bernersenen hvalp.

Axi var blevet tiltagende halt i højre forben.
Jeg kunne mærker (og høre), at det var skulderen, der var problemet.

Det er desværre ret almindeligt, at de tunge hunderacer får bruskløsninger i skulderleddet.
Dette kalder man OCD (=osteochondritis dissecans).

Vi tog et røntgen billede og så ikke noget i retning af
ujævnheder i ledoverfladerne.
Hvilket dog ikke er ensbetydende med, at der ingen løsning er på vej.
Og smerten er i øvrigt altid værst i tiden
inden bruskflappen løsner sig helt fra knoglen.

Når dette så sker, bliver bruskflappen til
en såkaldt “mus”, som kan flytte lidt rundt i leddet. Når en “mus” kommer i klemme i leddet, gør dette selvfølgelig også ondt.

Men ondt i skulderen kan godt være andet end OCD, så jeg ordinerede derfor caprofen, som både er smertestillende og til en vis grad ledopbyggende. Så måtte vi se.

Men det hjalp ikke. Da vi tog røntgen igen forleden, var det muligt at skelne en lille tynd bruskflage oven på den bagerste del af overarmsknoglens hoved.
Bruskflagen havde altså ikke løsnet sig endnu.

Jeg valgte at operere med det samme.
De overliggende muskler blev krænget til side over skulderleddet,
så jeg kunne åbne ind til leddet.
Og der var den så: en 1½x1½ cm stor, ikke helt løsnet bruskflage. Ud med den! Jeg skrabede ledfladen så glat som muligt og lukkede ledkapslen efter bedste evne.
Det var altså ikke nemt, skal jeg lige sige –
operationsfeltet var på ca. 5×7 cm.

Et af de problemer, der kan opstå efter denne operation er da også at ledkapslen ikke kan lukkes “tæt”.
Ledvæsken pibler så måske ud i omgivelserne. Det kan godt give en ansamling, som måske skal tømmes med en kanyle.

Men indtil videre går det godt.
Axi har været ude at gå tur i snor igår og det gik fint siger hendes ejer.

Nu håber vi bare at Axi ikke får flere mus,
fx i det andet skulder eller i albueleddene.

Hilsen dyrlægen

PS. Bonnie mangler stadig et kærligt hjem!

 

Torsdag d. 21-01-10
Mus i maven

Mus og rotter kan være skyld i mere end huller i hus, have og mad.
Vi vil nemlig så gerne af med disse små plageånde,
at vi lægger gift ud til dem.
Giften er oftest på overfladen af korn – de røde korn
som ifølge loven skal anbringes forsvarligt
væk fra børn og andre dyr.

Men alligevel går det galt engang imellem.
Musen spiser de røde korn og
dør efter nogle dage af indreblødninger.

Og hvad så, når katten eller hunden spiser musen?
– musen er jo lidt sløj, så den er nem at fange!

Normalt kaster katten med lethed alt op,
der irriterer maven bare det mindste –
(det gør hunden ikke så meget i..)

Men det havde Bølle åbentbart ikke gjort.
Han blev bragt ind tirsdag i en sølle forfatning: Blødning fra endetarmen og blodige opkast, blege slimhinder og bare rigtig sløj.
Og så var han ualmindelig tørstig.

Ejeren havde selv tænkt på rottegift som årsag, og jeg gav ham ret. Men ejeren mente, at det måtte være
nogen, der havde lagt gift ud uforsvarligt
– Det behøver det så ikke være –
Det er nok bare en sløv mus for meget i kosten.

Bølle fik antidoten (K-vitamin) direkte i venen + noget saltvand.
Han blev indlagt og næste dag var blødningerne stoppet.
Bølle fik så parafinolie + mælkesyrebakterier
så tarmene kunne rense sig og tarmfloraen genetableres.

Og igår begyndte han at spise igen-
idag æder han..
Om lidt kommer hans ejer og henter ham.
Vi må håber han har fået lidt aversion mod sløve mus?

Hilsen Dyrlægen

 

Søndag d. 17-01-10
Tika, og alle hendes medfødte skavanker

Tika er en lille løwchen pudel.
Hun er spinkel og noget splejset i det.
Men ikke nok med det:
Hendes knæskaller sidder for løse, hun mangler anlæg til flere af de blivende tænder og hendes hofter er vist ikke helt normale.

Men ejeren er utrolig glad for den lille dame –
Tika kan jo ikke gøre for, at hun formentlig er
endnu et eksempel på indavl inden for racen.
Så jeg ordnede begge hendes knæ i torsdags ved at stramme ledbåndene på ydersiden af knæleddet op. Hvis alt går vel skulle hun ikke plages af udskridende knæskaller mere.

I samme omgang rensede jeg hendes tænder og fjernede et par mælketænder, der sad i vejen for de blivende tænder.
Tika er 4-5 år gammel.
Der var flere mælketænder, men disse blokkerer ikke for en underliggende tand, da der ikke er nogen.
Et røntgen foto ville kunne afsløre, om der overhovedet findes et anlæg for disse manglende tænder.
Men under alle omstændigheder kommer de ikke frem.
Så mælketænderne får lov at holde så længe de kan.

Hofterne er også lidt pudsige.
Tika kan gøre sig utrolig “flad”, når hun ligger i frøstilling.
Jeg har ikke taget røntgen foto, men det var fristende…

Men pyt, Tika skal ikke have hvalpe, hun er sød og bare knæene kommer til at fungere, så går det hele nok.

Men lige et surt opstød: indavl og ensrettet linieavl er altså noget skidt.
Hvad er der egentlig galt med naturlig variation indenfor en art?

Hilsen Dyrlægen

PS. Bonnie mangler stadig et kærligt hjem!

 

Søndag d. 10-01-10
Bonnie fik varmen

Hun manglede vist et sted at være,
og en varm bilmotor er godt i kulden.
Bonnie er en ca. 8 uger gammel blå-grå hun killing.

Dette opdagede bilejeren, Rikke, i Århus V forleden,
da hun åbnede motorhjelmen.

Lille Bonnie blev bragt hjem til Rikke. Varmet og fodret. Men hun kunne desværre ikke blive hos redningskvinden.

Så nu har jeg Bonnie. Hun hygger sig med Benno indtil han skal ud til sit nye hjem om en lille uge.

Er der nogen, der savner denne lille blå-grå prinsesse?

Om ikke andet søger hun nok et nyt hjem snarest.

Som altid vil hun som min gæst blive neutratilseret, tatoveret og vaccineret på klinikkens regning – bare hun får et godt og kærligt hjem.

Hilsen Dyrlægen

 

Lørdag d. 9-01-10
Og så gik pelsen i filt..!

Med lyset kommer hormonerne i sving og med dem
går stofskiftet i vejret og især katten begynder at skifte pels.
Katten vågner op af den lange “vinter søvn” på sofaen foran pejsen. Den opdager igen verden udenfor og opholder sig
udendørs i længere tid end den nødvendig toilet-tur lige tager.
(Dette gælder selvfølgelig kun for inde/ude katte.)

MEN de fleste katte er idag neutraliserede, og hormonerne er derfor ikke helt som de normalt ville være.
I det nye år, hvor lyset tager til efter solhverv, går fældningen således ofte i “filt” hos dyr med lang, blød pels.
Dette bunder nok ofte i “køns-hormon-mangel”.

Løsningen på problemet er selvfølgelig en gennemført pelspleje… Hmmm…tja.. hatten af for dem, der kan gennemføre dette på
voksne, ikke altid indforståede individer!
Jeg kan…men jeg har jo også narkosen.
Så er dyrene til at have med at gøre!

Sprut er en smuk maine coon pige, som jeg lige har “plukket”. Dvs. at jeg har udfiltret og plukket løs underuld af hende i bedøvelse.
Det bliver dejligt for hende at vågne op til: inger snærrende filtkager eller irriterende, strammende sammensnørrede pelstotter eller “ko-kager” omkring numsen.
Hun bliver nok en glad mis igen!

Men vi mødes desværre nok igen til efterår.
Ejeren kan vel ligeså godt få et klippekort til soignering hos dyrlægen!

Jamen er der da ikke andet, man kan gøre?
Tja.. nogen vælger at trimme pelsen ned 1-2 gange om året.
Andre prøver med hormon tilskud 2 gange om året i håb om at sparke en normal fældning igang. Det virker nogen gange.

Så, gang i kam og børst. Det starter nu!

Hilsen Dyrlægen
.

Fredag d. 8-01-10
Neutralisation og lys hænger sammen?

Det er mærkeligt, men sammenhængen viser sig hvert år.

Når lyset begynder at tiltage efter solhverv (Jul)
rører kønshormonerne på sig.

Dette kan jeg erkende, ved at jeg får indleveret
forholdsvis mange katte og hunde til kastration/sterilisation.

Hundyrene begynder at komme i løbetid og dette vejrer hannerne.

Og det er da utroligt, så tunghøre løbetidspåvirkede dyr kan være!

For ikke at tale om hun-kattene, der ses at
kaste sig helt hæmningsløst for fødderne af alt hankøn!

Og hannerne, der går helt fra kosten og har underlige indfaldne øjne…

Så det er nok ikke så mærkeligt, at deres ejere finder vej til klinikken
på trods af recessionen og bidende kulde.

Og alt sammen pga. et lille bitte organ oppe i hjernen –
koglelegemet!

Denne 1 cm lange dims, corpus pineale, udskiller i den mørke tid stoffer, der hæmmer frigivelsen af de overordnede, styrende hormoner i hjernen – de hormoner, der styrer frigivelsen af bl.a. kønshormonerne fra æggestokke og testikler.

Men SÅ kommer lyset og koglelegemet mister sit tag –
og så kommer de frustrerede ejere med de frustrerede dyr!

Hilsen Dyrlægen

 

Tirsdag d. 291209
Nytår uden alt for meget brag og ballade..Tak!

Jeg har lovet at sige dette fra Susi, Kikki, Malthe, Rico, Dusty og mange flere firbenede, der må ty til beroligende midler op til og omkring nytår.

Hilsen Dyrlægen

 

Mandag d. 281209
Ingen julemirakel

Elvis, der kom i gabet på en schæfer juleaftensdag,
kæmpede en ulige kamp mod det, der kan sammenlignes med
en tredje-gradsforbrænding på 1/4 del af kroppen.

Han døde i nat efter et sidste forsøg på at få genoprettet hans væske/elektrolytbalance.
Han var ellers en rigtig lille fighter!

Hilsen Dyrlægen

 

Torsdag d. 241209
Elvis skalperet juleaftensdag

Elvis er en lille (2½ kg) papillon hund, som juleaftensdag formentlig blev forvekslet med en kat.

Elvis blev grebet i nakken af en normalt fredelig schæfer og rusket, indtil schæfer-ejeren med stor besvær fik Elvis vristet fri igen.

Elvis blødte og klagede. Da jeg fik ham ind, var jeg rystet over at den lille hund havde overlevet et så voldsomt angreb.
Theresa mindede om, at Julen skulle være miraklernes tid –
se bare på Elvis!
Huden på begge skulderpartier var flænset op, skulderblade og brystkassemuskler var frit tilgængelige.
Huden viste sig at være afrevet hele vejen rundt om ryg/bryst i en to håndflader stort hudflap.
Elvis var i princippet blevet skalperet – men altså med scalpen hængende.

Jeg rensede, rettede til og syede sammen.
Der blev anlagt en torso-forbinding og givet godt med antibiotika.
Problemet med at “pakke ind” er, at man ikke kan se,
om der er ved at gå dødt-kød i / infektion i såret.
Fordelen ved bandagen er vel at huden ligger tæt op ad underlaget, hvilket nok fremmer genopbygningen af
blodgennemstrømning til området.
Bandagen er også med til at hindre
væske- og varmetab fra det udsatte område.

Så nu venter vi altså bare på en Jule-mirakel,
der omfatter, at huden kan finde “rodfæste” igen på trods af den afbrudte blodkredsløb under afrivningen.

Kan hudflappen ikke vokse sammen igen, må vi igang med nogle kosmetiske operationer.
Så får Elvis nok en ny frisure i Julegave!

Hilsen og god Jul
Dyrlægen

 

Onsdag d. 231209
Sygdom er hver mands herre

Endnu engang må jeg acceptere sandheden i disse ord.
Tiden op til Jul har således desværre været lidt plagsom:
Forkølelse, halsproblemer og forkølelsessår.
Det er ikke kun dyrene, der bliver ramt:
Vi tobenede er ikke gået ram forbi.
Men “det går mod levesiden” og i morgen er det Jul!

Katten Benno har da også fået sin julegave: En ny ejer!

Og så er der Møller…
den dejlige springer spaniel, der blev påkørt for en måned siden og
fik lårbenet revet ud af soklen.

Vi satte benet på plads, men efter 14 gode dage kom én ond og lårbenshovedet røg desværre ud igen.

Så måtte vi operere et kunstigt ligament ind
imellem lårbenshovedet og soklen i bækkenet.
En rigtig fin operetion, men
efter 5 dage blev forankringen revet ud af soklen.
Så – på den igen!

For 5 dage siden blev lårbenshovedet, som en sidste udvej, fjernet.

Møller er ved godt mod og med tiden vil Møller opbygge et funktionsdygtigt muskelophængt led,
der vel at mærke er smertefrit.

Møller skal hjen til Jul
Og det tror jeg han og familien glæder sig til!

Hilsen Dyrlægen

 

Søndag d. 061209

Boldkast med Benno

Jeg kalder ham Benno – En smuk lille
ca. 8 måneder gammel gråstribet huskat.

Benno blev indleveret her af en kunde, der underviser på en skole i Århus V området. Nogle 3. klasses børn var i sidste uge kommet rendende ind til hende på lærerværelset: Der var nogle store drenge, der kastede en stor killing op ad en mur!

Min kunde reddede killingen fra drengene
og sendte drengene til rektor!

Kunden tog sig af Benno hjemme hos sig selv og
efterlyste en mulig ejer til denne kærlige lille mis.

Der er ikke dukket nogen op, så nu har jeg lille Benno i kattepensionen.

Og han vil gerne hav et hjem!

Er der nogen der savner Benno?

Hilsen Dyrlægen

 

Fredag d. 041209

Ulækker grød

Tja.. Det drejer sig såmænd om de svulster, der er ret almindelige hos marsvin :
de kaldes grødsvulster og jeg har opereret 2 bare i denne uge.

Disse “buler” i huden kommer især på ryggen. Grødsvulster er talgkirtler, der er gået amok. Man ser dem også hos hunde .. og endda hos mennesker.

Talgkirtler sidder i forbindelse med en hårrod. Normalt udskilles talgen til hud og hår, men, hvis produktionen af talg “går amok” og/eller kirteludgangen bliver tillukket, ophobes indholdet.

Det ligner en ulækker grålig brun grød.

Grødsvulster gør normalt ikke ondt ..MEN, når de når en vis størrelse går der som regel hul på dem og ud vælter dette grødagtigt stads.
Men værre endnu er, at der kan gå betændelse i kirtlen.

Det ene marsvin, jeg havde i denne uge havde hul i svulsten. Den anden havde ikke – han skulle egentlig bare kastreres, men så kunne jeg jo ligeså godt snuppe grødsvulsten før den sprang og evt blev betændt. Det er også nemmere at lave en steril operation på en lukket steril grødsvulst end på en bakteriefyldt krater.

Grødsvulster er i sagens natur ikke ondartede – de er bare ulækre.

Hilsen Dyrlægen

 

Torsdag d. 031209

Der er influenza i luften

Der er masser af influenza hos mennesker for tiden. Det er der også hos hunde, i hvert tilfælde her i dette område. I de sidste 7 dage har jeg haft 2 hunde med Kennel Hoste hver dag. Det er såvel store som små, samt unge og gamle hunde.

De kommer med symptomerne:
nysen og tiltagende kigende hoste og let feber (38,8-39,2).

Det skal lige bemærkes, at jeg i denne omgang ikke har haft nogen patienter, der ikke i forvejen var vaccineret mod Kennel Hoste.

Men hunde kan altså godt få Kennel Hoste på trods af vaccination – bare i en lettere grad.

Kennel Hoste kan ellers være rigtig modbydelig med høj feber samt svær og vedholdende hoste. Derudover kan der komme en bakterie infektion oven i, der kan sætte sig i luftrør og slimhinder.

Så det er fornuftigt at dække sin hund ind så godt som muligt.

Hvis hunden skal være sammen med mange andre hunde fx. i pension eller på udstilling, kan det være en ekstra forsikring mod smitte, at give en levende vaccine direkte i næsen.

Denne levende vaccine kan også bruges som en del af behandlingen, når hunden har fået symptomer – det skal bare ske så hurtigt som muligt, så er virkningen bedst.

Jeg plejer også at give antibiotika i håb om at holde bakterie infektionerne nede. (Antibiotikaen påvirker desværre ikke virus.)

Så : Check lige vaccinationerne og overveje at få dem fornyet!

Vaccinen holder max et år mod Kennel Hoste.

Hilsen Dyrlægen

 

Tirsdag d. 021209

Bamse på 9 uger med navlebrok

I dag kom en rigtig lille bamse – en 9 uger gammel labrador/samojed blanding.

Ejerne havde i går bemærket at ”tutten” ved navlen pludselig – fra at være blød og lige til at trykke tilbage ind i navlebrok porten – var blevet fast og hård. Bulen var dog ikke øm og Bamse var ikke påvirket på nogen måde.

Jeg valgte alligevel at operere Bamse med det samme, af skræk for at der skulle være kommet noget i klemme i navle-brok-porten.

Hvis det fx var et stykke tarm, der sad fast i brok-åbningen, kunne den jo blive afklemt så blod til- og frakørslen blev forhindret. Tarmen ville i så fald svulme op og derved forværre afklemningen yderligere. Det indeklemte tarmvæv ville efterfølgende hurtigt blive ”utæt” og bakterierne fra tarmindholdet ville så vandre ud i væsken til bugen og omliggende organer/væv.

Det kunne hurtigt blive en grum historie med bakterier i blodet og det hele. Men heldigvis var det altså nogle kvikke ejere, der henvendte sig inden det kom så vidt.

Og heldigvis viste det sig, at det kun var tarmkrøset, det var blevet indeklemt og opsvulmet. Hvilket i øvrigt kan være slemt nok endda – i hvert fald smertefuldt – hvis man venter længe nok!

Men nu er brokporten godt og grundigt lukket og Bamse kan tumle ubekymret videre.

Hilsen Dyrlægen

 

Mandag 301109

Kastration på ægte kanin-facon

Putte og Findus er to 6 måneder gamle løvehoved kanin blandinger. De er brødre og deler bur.

Ejeren siger at Putte og Findus normalt er gode venner. Det var de ikke i går. Hormonerne kom vist i svingninger og det gik ud over Putte´s den ene testikel. Den kom til at hænge ”i en tynd tråd” (sædstrengen), revet helt ud af pungen efter ”håndgemæng” med broderen.

Det så ikke så godt ud. Men jeg gjorde det, jeg plejer, når jeg kastrerer kaniner – selvom arbejdet altså allerede var halvt gjort i den ene side.

Findus blev også kastreret for en god ordensskyld.

Jeg håber antibiotikaen kan holde en evt. infektion i Puttes sår i skak og at hormonerne kan falde lidt til ro, så de to unge hønner kan genoptage burlivet i fred og fordragelighed.

Hilsen dyrlægen

 

Tirsdag d. 241109

Kridtehvidte´s brækket ben.

Erling fra Hadsten ringede og var meget ulykkelig. Den helt hvide kat, Kridtehvidte, var kommet hjem med et dinglende bagben.

Når katte ikke vil støtte på et ben er det oftest pga. et kattebid, som har medført betændelse og evt. en byld. Men sådan var det ikke med Kridtehvidte. Benet dinglede rigtigt nok.

Røntgen viste at lårbensknoglen var brækket ca. 2 cm under lårbenshovedet. Et lidt pudsigt sted i øvrigt.

Theresa og jeg aflyste en aftale og gik i gang med at sætte et marvsøm i lårbensknoglen.

Så nu har Kridtehvidte et søm i lårbensknoglen fra knæ til hofte. Den skal sidde i mindst 4 uger, hvorefter jeg kan tage fat i den spids, der stikker ud ved hoften og lirke sømmet ud igen. Knoglen er da ved at være stabil. Til den tid er muskulaturen i benet forhåbentligt også blevet fine igen. Den var noget forslået.

Jeg tænker Kridtehvidte nok har været for tæt på en bil

 

Søndag d. 221109

Soignering: Snip-snap-snude, så er …. hovsa!

Geoff er en dejlig stor engelsk setter med – desværre – en utrolig blød pels. Den går således i filt flere gange om året, og ejeren må ty til kam og saks for at få filtkagerne væk på især inderlår og bug.

Geoff er heldigvis en kærlig og tålmodig fyr, så det plejer at lykkes fint for ejeren. Men ikke i dag. Saksen tog lidt for godt ved på inderlåret og tog filtkagen, men også en god luns hud.

Da Geoff ankom til klinikken blev han bedøvet og jeg syede flængen sammen, efter at rense og renskære det. Alt gik fint og uden problemer.

Normalt lader jeg patienten vågne stille og roligt op uden indblanding fra min side.

Men det var søndag og ejeren ville gerne hjem til børnene så hurtigt som muligt, så jeg tænkte at lidt antidot mod bedøvelsen nok var på sin plads.

Normalt bryder jeg mig altså ikke om at fremskynde opvågningen på denne måde, da det egentlig bare er at ”piske” på bl.a. hjerteaktionen og man tager også noget af narkosens ”indbyggede” smertestillende effekt bort ved at give antidot.

Men Geoff fik antidot, og det kom jeg da virkelig til at fortryde!

Han vågnede godt nok op, men der var ”ikke nogen hjemme” oven i. Han vadede pirreligt rundt med store skræmte øjne, der ingenting så. Han kunne heller ikke genkende ejerens stemme, så trøstes kunne han ikke.

Ejeren besluttede at ville bære ham ud i bilen. Geoff skreg vildt og utrøsteligt indtil han blev sat ned igen. Jeg fik givet ham noget smertestillende, men det hjalp ikke alverdens.

Det var kun tid, der kunne få Geoff ud af hans hallucinatoner eller, hvad det nu var for noget, der var efter ham. Det tog godt en halv time.

Næste gang – hvis der bliver en næste gang – drikker vi en kop the eller 2 i stedet, mens Geoff vågner op af sig selv uden djævle i hælene – eller var det sakse han så? Jeg tror i al fald at ejeren er blevet tilhænger af at bruge trimmer istedet.

 

Torsdag d. 19.11.09

En nat med Møller

Sidst på aftenen ringede Falck og anmodede om, jeg kunne modtage en påkørt hund fra Århus. De mente, at den havde brækket et bagben. De havde ikke kunnet komme i kontakt med øvrige
vagthavende dyrlæger.
Jeg har altid vagt, så de kunne jo bare komme.

Møller er en 30 kg springer spaniel på 3-4 år.
Han ankom bag i familiens varevogn omkranset af mor og tilset af bekymrede børn. Der var ingen tvivl om, at Møller er en højt elsket familiemedlem.

Møller blev flyttet over på båren og bragt ind i klinikken.
Højre bagben var tilredt. Men det var ikke det, der var vigtigt lige nu – Møller var nemlig kold og yderst bleg og blålig i slimhinderne, og han havde glippende bevidsthed.

Hjerteaktionen var reglmæssig, men der var hvæsende lyde tilknyttet vejrtrækningen. Dette kunne måske skyldes hævelser/blødning i lungerne efter slaget.

Musklerne i bugen trak sig afværgende sammen, når jeg ville mærke bugen igennem. Der var en meget fast hævelse derinde svarende til at milten eller højre nyre var svullen.

Jeg begyndte at forsøge at stabilisere Møllers tilstand. Han fik væske via en vene for at få blodtrykket op og smertestillende samt lidt binyrebarkhormon for chok.
Han rettede sig i løbet af kort tid og begyndte også at være mere vågen. Så var der nok ikke ukontrollerede indre blødninger. Py-ha!

Ejerne var vist også lidt chokkerede. Men det forstår man da kun alt for godt. Moren kunne fx. ikke helt forstå, hvad al den “vand” skulle til for. Det var jo bagbenet, det var galt med! Men da jeg forklarede, at det vigtigste lige nu var at få blodtrykket under kontrol, og at der næsten aldrig var noget akut i et brækket ben,
blev hun da også mere rolig.

Jeg kunne ikke mærke, at der skulle være noget brækket, men da bagbenet hang og var ligesom “kortere” end det andet, gik jeg ud fra, at lårbensknoglen nok var blevet revet ud af soklen i bækkenet.

Jeg ville ikke gøre mere ved Møller før næste dag, da dette indebar narkose, røntgen og formentlig operation.
Jeg ville gerne at han var helt stabil først.

Altså skulle Møller sove på klinikken, så jeg kunne holde øje med hans reaktioner. Jeg ville ikke putte ham i et bur, da det så ville være svært at komme til at overvåge ham.

Der blev istedet redt op til ham…og mig…på gulvet i klinikken.
Jeg kunne selvfølgelig være gået i seng og så bare tilset Møller hver time eller lignende, men så var det her vist alligevel nemmere.

Så udstyret med termokande + godnatlæsestof
gik mig og Møller natten imøde.

I løbet af natten var Møller engang imellem urolig.
Jeg baksede ham da udenfor vha. håndklædestøtte under bugen.
Men han skulle tilsyneladende ikke tisse.
Han fik flere gange sprøjtet vand ind i munden vha. en engangssprøjte og fik smertestillende hver 4. time.
Om morgenen kunne han drikke af en skål.
Han var i klar bedring, men benet hang selvfølgelig stadig.

Om morgen kom Theresa og efter dagens aftalte operation og gøremål, gik vi igang med Møller.

Møller blev bedøvet. Røntgen billederne viste at
lårbenshovedet var krænget ud af soklen.
Jeg forsøgte ihærdigt at få den manipuleret på plads. Men uden held. Møller er en meget muskuløs ung hund. Dette har nok reddet ham fra at sammenstødet med bilen kunne gøre værre ting, men det havde så også sin bagside, når leddet skulle skubbes på plads..

Jeg lavede et snit, der tillod, at jeg kunne komme ind omkring hofteledet og fik sat lårbenshovedet på plads uden at skulle skære i ledkapslen. PLOP! siger det,
når lårbenshovedet klikker på plads ned i ledhulen!
Det er en dejlig lyd!
Jeg syede muskelbånd og hud sammen igen og lagde en kraftig bandage omkring det bøjede bagben –
ledet skulle jo helst ikke skride igen!

Inden operationen havde jeg iøvrigt lagt et kateter i Møllers blære. Det viste sig, et der var en del mørkt blod i urinen (efter en blødning enten i blæren og/eller nyrene). Da urinen senere blev mere almindelig gul, fjernede jeg kateteret.

Møller´s ejere kom om eftermiddagen.
Møller var ovenud glad og vi aftalte, at han godt kunne komme hjem, hvis bare de undgik trapper o.lign.
For Møller er jo trebenet i 5 dage
mens bandagen forhåbentlig får lov at blive siddende.

Møller får normalt tørfoder. Jeg havde givet ham kattedåsemad og det var han vældig begejstret for, så det fik de lidt med hjem af. Der er også mere protein i kattemad end hundemad, og med alle de muskelskader Møller har fået, kan det nok være en god ting.

Familien blev udstyret med smertestillende, antibiotika og en båre og en forsikring om, at jeg nok skal tage imod ham, hvis det alligevel skulle blive for svært!
Jeg tager da gerne en nat mere med Møller!

Hilsen Dyrlægen

 

Lørdag d. 14.11.09

Katten Tilde har haft sprøjtende diarre i 3 dage.
Det kunne måske skyldes orm,
men hun har fået ormekur for en måned siden
og desuden har hun lidt feber og har mistet ædelysten.
Det plejer de ikke, hvis det er orm –
tvært imod, så æder de som var det deres sidste måltid –
og orm plejer ikke at give feber.

Det kunne også skyldes ændring i kosten,
men ejeren siger nej.

Så hvad det lige er, der giver denne
forskydning af tarmfloraen i så uheldig en retning
er nok ikke lige til at finde ud af.

Ejeren har surfet på nettet om emnet
og blevet rigtig forvirret.
Der er mange meninger om, hvordan diarre skal behandles!

Men jeg har da også min måde, og den plejer at virke:

Min mirakel kur indeholder noget så banalt som paraffinolie, mælkesyrebakterier og lidt vand + evt. lidt ormekur.
Jeg knuser/pulveriserer pillerne og blander dem op i lidt vand og derefter med paraffinemulsion med pebermynthe smag.
Jeg sprøjter blandingen i kattens/hundens mund
vhja. en engangssprøjte.
10 ml til en kat og 10-60 til en hund alt efter størrelse.

Patienten skal helst faste i godt 6 timer efter indgivelsen.

Min teori bag virkningen er, at paraffinolien smører de irritable tarme, så de “slapper af”. Paraffinolie bliver nemlig ikke optaget som fx. madolie. Den smørrer bare. (Man kunne tro at paraffinolie gav diarre, men det gør det aldrig – det kan give “lind afførring”, men ikke diarre.)

Derudover forestiller jeg mig at mælkesyrebakterierne bliver beskyttet af paraffinolien mens blandingen passerer mavesækken, hvor syren ellers kan virke nedbrydende.

Så tarmene slapper altså af
og mælkesyrebakteriene kan komme hen,
hvor de skal genoprette tarmfloraen.

Tilde er heldigvis ikke dehydreret (væske underskud), ellers havde jeg nok givet hende noget væske under huden i nakken eller – hvis hun var rigtig afkræftet – givet hende væske med drop i venen.

Normalt er der ikke nogen mening i at
behandle diarre med antibiotika –
Det plejer heller ikke at være nødvendigt –
men da Tilde har lidt feber, vælger jeg alligevel,
at hun skal have noget.

Powered by WordPress. Designed by Woo Themes